Af fysioterapeut Mette Nortvig Christensen

I flere kulturer rundt omkring i verden skal man de første 30-40 dage efter fødslen ikke lave andet end at blive opvartet af familie og nære relationer. Man ligger i sengen og skaber en tæt tilknytning til sin baby. Amningen etableres uden for mange forstyrrelser og kroppen får lov til at hele i sit helt eget tempo. På denne måde får babyen tid til at vænne sig til livet udenfor sin varme, mørke og trygge livmoder, og moren får tid til at hele i roligt tempo.

I Danmark er der helt andre traditioner. Ofte får man besøg allerede få timer efter fødslen, og mange starter i mødregruppe og går til andre aktiviteter udenfor hjemmet få uger efter fødslen. Hermed bliver der ofte ikke gjort plads til den ekstreme sårbarhed og forandring, der følger med hos den nybagte mor.

Hos den nybagte mor sker en masse hormonelle forandringer, der både påvirker krop og sind. Den nye titel som mor er en kæmpe omvæltning. Skal man så samtidig i denne periode være ”på” før kroppen og hovedet egentlig er klar til det, så kan det godt skabe nogle udfordringer for den nybagte mor og babyen. Amningen kan være svær at få godt igang, og babyen har måske svært ved at finde ro og græder meget.

Sommeren 2017 var jeg på et rebozo-kursus, hvor jeg talte med en kvinde fra Sydamerika, og vi talte om fødselsdepression. Hun spurgte undrende ind til det. Vi forklarede, hvad det var – og hun svarede meget hurtigt, at det havde hun aldrig hørt om før. I hendes land stod kvinderne ikke alene med deres nyfødte babyer – de blev tværtimod vartet op og passet godt på – lige som en nyfødt baby.

Udfra denne historie og med mine egne tre barselserfaringer har jeg skrevet dette blogindlæg, og samlet råd og anbefalinger for baby og for mor. Råd og anbefalinger, som jeg giver med hensigten at give viden og dermed handlekraft til nybagte forældre:

Baby

4. trimester er de første tre måneder, hvor en nyfødt gennemgår en stor udvikling ved at tilpasse sig verdenen udenfor livmoderen. Babyen skal vænne sig til lyde, lys, lugte og masser af plads, som alt sammen er meget anderledes, end det var i livmoderen, hvor babyen har tilbragt de første 9 måneder af sit liv. Det er en stor omvæltning for en baby, men med støtte kan disse forandringer blive nemmere:

  • RO: Sørg for at skabe ro omkring dit barn – husk hvad det kommer fra, så tag ikke ud fra hjemmet før I begge er klar til det. Sørg for at amningen/flaskegivningen er kommet godt op at køre, inden I tager på længere dagsture udenfor hjemmet. Nyd den lille oase, som den første tid efter fødslen er. Nyd roen og giv dig selv lov til ikke at skulle nå andet end at slappe af, sove, hele din krop, give dit barn mad.
  • Hud mod hud – og gerne MASSER af det: Dette hjælper baby med at holde varmen. Det øger hormonet, oxytocin hos både mor og baby, som beroliger og giver følelse af velvære og lykke. Når baby ligger på mors bryst virker den velkendte lyd af mors hjerteslag beroligende sammen med duften af mor. Det stimulerer også din mælkeproduktion. Alt dette øger tilknytningen mellem jer.
  • Friamning: Betyder, at du tilbyder brystet, når baby giver tegn til det. For amning er mere end bare sult/tørst. Baby søger brystet, når det er bange, træt, har ondt, har brug for tryghed, er overstimuleret, keder sig og en masse andre ting. Så tilbyd endelig brystet – hellere en gang for meget end en gang for lidt. Flaskebørn: Hvis du giver flaske, så tilbyd en flaske eller sut og hold baby tæt ind til dig eventuelt med vuggende bevægelser.
  • Vikle, bæresele, slynge: Hvis du har mod på det og lyst til det, så bær gerne baby i et bære-redskab. Find det, som passer dig bedst. Herved er baby er igen tæt på dig og føler sig omsluttet, som inde i livmoderen. De bløde svingende bevægelser, når du går, virker beroligende på baby og minder igen om, da baby lå trygt inde i livmoderen.

Mor

  • RO: Sørg for at skabe ro omkring dig – husk, hvad din krop lige har præsteret og været igennem. Giv dig selv lov til at mærke efter og husk at ALLE følelser er velkomne. Nyd den lille oase som den første tid efter fødslen er. Nyd roen og giv dig selv lov til ikke at skulle nå andet end at slappe af, sove, hele din krop og sørge for dit barn.
  • Sæt grænser – sig til/fra: Husk at sige fra, hvis du kan mærke at du ikke har lyst og husk at sige til – sig ja tak til hjælp. Sig ja, hvis nogle vil lave mad, sig ja, hvis nogen vil tage opvasken, sig ja hvis folk gerne vil hjælpe, for du får mere tid til dig selv.

 

  • Respekt for kroppen: Du og din krop har lige været igennem en kæmpe transformation og rejse. Du har lige skabt et lille barn – det er magisk. Så straf ikke din krop, for den løse hud på maven, numsen der er blevet lidt fladere eller andet. Men mød din krop med kærlighed og respekt. Straf den ikke, men ros den og vær stolt over den præstation den lige har været igennem. Din krop skal have lov til at komme sig i et roligt tempo – giv den tid. Den kan blive stærk igen, men lige nu skal den have ro.
  • Sænk barren: Hjemmet skal ikke dufte af nybagte boller, og der skal ikke støvsuges hver dag. Hvis du og din baby er kommet igennem dagen, hvor I begge har fået sovet og spist/drukket – så skal du være godt tilfreds.

Hos BjørengKlinik arbejder vi for at støtte dig og dit barn på denne vigtige vej. Vi tilbyder blandt andet:

  • En velfortjent massage af din måske ømme og trætte krop
  • GynObs fysioterapi: Efter graviditet og fødsel – både naturligt og ved kejsersnit – er det helt normalt i perioden lige efter, at have smerter og være utæt for både urin og luft og måske afføring. Oplever du problemer med bækkenbunden 1-2 måneder efter fødslen, så er det en rigtig god idé at søge hjælp hos en GynObs-fysioterapeut, der er specialuddannet til at undersøge og behandle bækkenbundsproblemer.
  • Babybehandling, hvis din baby har svært ved at finde ro, græder meget og har ondt i maven, eller har en favoritside og eventuelt skævt baghoved. Er du i tvivl tilbyder vi et gratis babytjek, hvor din baby undersøges, og du får vejledning i forhold til behandling og træning.
  • EfterfødselsPilates eller individuel rådgivning og vejledning i sund og nærende hverdagsaktiviteter, så du passer på din krop og styrker den indefra.
  • Gratis rectus diastase tjek. Få tjekket 6-8 uger efter fødslen om dine mavemuskler har samlet sig igen efter graviditeten og få viden om hvilke tilbud vi har til genoptræning.
  • Babymassage til din baby – som fremmer ro, lindrer ondt i maven og øger tilknytningen.
  • Kejsersnit Tjek/ Kejsersnitbehandling: Få undersøgt og behandlet dit arvæv og lær, hvordan du selv kan behandle dit arvæv.
  • KejsersnitProgrammet er specialiseret genoptræning på hold. Pilates træning og temaundervisning om baby og jeres tilknytning, bækkenbunden og arvævsbehandling.
2019-09-04T14:57:47+01:00

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Du kan læse mere om Bjørengklinik datapolitik Her

Luk

Go Down