Forebyggelse af Rectus Diastase

Ønsker du viden om, hvordan du forebygger rectus diastase (adskilte mavemuskler)? Og vil du gerne have konkrete øvelser til at forebygge rectus diastase efter din fødsel? Så kan du booke et individuelt forløb hos en af vores fysioterapeuter.

Første konsultation tager  90 minutter, og herefter tilrettelægger vi det efterfølgende forløb ud fra dine individuelle behov.

Du kan få tilskud, hvis du er medlem af Sygeforsikringen “danmark”, og du har en henvisning fra egen læge.

Hvad består et individuelt forløb af?

Første gang er en opstartende samtale med dig om, hvorfor du har valgt at booke tid. Vi taler om dine eventuelle gener/udfordringer og din dagligdag.

Du får viden om, hvad rectus diastase er, og du lærer hvilke hverdagsbevægelser, der er nærende og understøttende i forhold til at forebygge adskilte mavemuskler efter din graviditet. Du lærer også hvilke bevægelser og øvelser, du skal undgå, og hvordan du bruger dig selv nærende i din hverdag i forhold til at understøtte en stærk og stabil mave.

Det forebyggende arbejde vil ikke kun skabe de optimale forudsætninger for en stærk forside – men også en generelt stærk og velafbalanceret krop.

I forløbet arbejder vi med en  stræk-serie, som øger din fleksibilitet. Du skal bruge denne fleksibilitet i hele kroppen til at skabe de bedste forudsætninger for, at dine mavemuskler så ubesværet som muligt kan samle sig efter graviditeten.

Du lærer at lave boldmassage for at løsne de muskler, der er med til at stresse forsiden. Boldmassagen adresserer også de muskler, som generelt kan være spændte og stramme under en graviditet – typisk i den øverste del af lænden (der hvor de nederste ribben er placeret og ballerne). Vi arbejder også med fokuseret afspænding af hoftebøjeren, som er en nøglemuskel i forhold til din fødsel. Hoftebøjeren agerer “sliske” for barnets vej ned igennem bækkenet, og den har betydning for babys position i din mave. Desuden arbejder vi med din kropsholdning.

Vi arbejder med din  vejrtrækning, bækkenbundsaktivering og den indre mavemuskelaktivering samt stabiliserende øvelser.

Du får et program med alle de øvelser, vi gennemgår. Dette program optages på din mobil, så du har det hele visuelt og med eventuelle korrektioner.

De efterfølgende konsultationer i forløbet planlægges sammen med din terapeut.

Du kan også vælge at følge dit individuelle forløb op med fokuseret holdtræning. Vi har flere hold, der henvender sig til gravide og barslende. Efter din fødsel kan du træne på vores MAMMApilates-hold for kvinder, hvor der vil blive taget hensyn til rectus diastase. Vi har også specialiserede Rectus Diastase-hold af henholdsvis seks og 12 ugers varighed.

Kontakt klinikken på telefon 60 24 85 60, hvis du ønsker at vide mere om vores behandlingstilbud i forbindelse med rectus diastase, eller send en mail til kontakt@bjorengklinik.dk.

Generelt om RD

Hvad er rectus diastase – også kendt som adskilte mavemuskler?

Lad os se på anatomien for at forstå det – og for at forstå, hvad vi kan gøre for at afhjælpe tilstanden:

For det allerførste: Hvad er muskler til for?

Muskler bevæger blandt andet skelettet, og i mavens tilfælde beskytter de også maveorganerne, da vi jo ikke har knogler hele vejen ned til bækkenet (dette ville være en fordel for organernes sikkerhed – men en stor ulempe for vores bevægelighed). Mavemusklernes fire lag udspringer alle på knogler og stærk sene. Oppefra er det på ribbenene, nedefra på hoftekammene. De kommer også omme fra ryggen, hvor de udspringer på en stor seneplade. Forestil dig en stor tønde, som er omsluttet af muskler – sådan kan vi se vores maveanatomi.

I midtlinjen på forsiden af kroppen – fra spidsen af brystbenet og ned til kønsbenet – løber et ligament (et slags ledbånd), som danner anker for alle mavemusklerne i midten – ligesom ribben, hoftekamme og senepladen på ryggen. Dette ligament hedder Linea alba.

Linea alba har den egenskab, at den kan give sig på tværs. Når du bliver gravid, er denne egenskab aldeles nødvendig – der skal være plads til din baby. Derfor giver linea alba sig i bredden. Mavemusklerne, som hæfter der, glider med ud til siden – og vupti! Så er der plads til baby!

Efter fødslen går der 4-10 uger, hvor linea alba trækker sig sammen – og trækker mavemusklerne med sig ind til midten. For manges vedkommende. Og så er der dem, som oplever, at maven ikke trækker sig sammen. De ser stadig gravide ud.

Hvad gør man så?

Linea alba skal aflastes. Når det sker, opnår man en naturlig sammentrækning, og når linea alba trækker sig sammen, trækkes mavemusklerne med.

Midtlinjen skal gøres til en velovervejet ”belastningsdoseret” zone. Det betyder, at den belastning, vi lægger på linea alba, ikke er større, end den kan holde til. Udover dette skal hele kroppen afbalanceres.

Kontakt os

Send os en besked med dit spørgsmål; så kontakter vi dig hurtigst muligt.