“Jeg kan stadig – seks år efter – føle mig bitter og ked af det, når jeg tænker tilbage på min fødsel”

Min datter kom til verden på Aarhus Universitetshospital Skejby en solskinsdag i september for seks år siden. Jeg var ikke selv uden for en dør den dag, men jeg har fået at vide, at solen skinnede.

Jeg var gået over tid, og da jeg var 41+5 blev jeg sat i gang. Jeg havde en aftale på Skejby klokken 10 mandag formiddag. Jeg havde haft veer hele natten, men da jeg ikke havde udvidet mig, og veerne begyndte at gå lidt i sig selv, fik jeg piller for at sætte fødslen i gang.

Vi blev sendt hjem igen med besked om at komme tilbage kl. 18, så jeg kunne få to piller mere. Klokken 17 blev jeg dog indlagt, da veerne var blevet hyppige. Jeg vadede rundt på hospitalsgangene for at fremskynde processen, men jeg havde stadig ikke åbnet mig mere end et par centimeter. Efter et par timer besluttede jordemoderen at tage mit vand, som viste sig at være grønt.

Da det efter endnu et par timer stadig gik for langsomt, fik jeg et vestimulerende drop. Jeg var ved at være frustreret over, at jeg på trods af stabile veer ikke udvidede mig nok. Og jeg var så træt. Da jordemoderen kom og sagde, at de blev nødt til at skrue op for droppet, kunne jeg slet ikke overskue tanken om, at veerne ville blive hyppigere og mere intense. Derfor fik jeg lagt en epidural. På det tidspunkt var min krop også udmattet, og jeg rystede hele tiden, som om jeg frøs voldsomt. Epiduralen var guld værd! Jeg kunne pludselig slappe lidt af og samle kræfter, til pressefasen satte ind.

Pressefasen varede en time og 40 minutter. I den tid, pressefasen stod på, havde jeg lukkede øjne. Det krævede alle mine kræfter at presse min datter ud, og jeg kunne slet ikke rumme mine omgivelser. Jordemoderen brugte sine fingre i et forsøg på at gøre åbningen større, da jeg ikke kunne få min datter ud. Smerterne var ulidelige, og da de begyndte at snakke om sugekop og saks, blev jeg helt angst indeni – tanken om at blive klippet i kunne jeg slet ikke rumme.

Heldigvis kom hun ud selv efter to presseveer mere. Min kæreste skulle have klippet navlestrengen, men det var der ikke tid til. Hun kom ganske kort op at ligge på mit bryst, og så blev hun taget væk. Mens pressefasen stod på, kunne jeg godt fornemme, at aktivitetsniveauet på stuen steg. Da jeg åbnede øjnene så jeg, at der foruden min jordemoder var endnu to jordemødre, flere læger og en socuassistent på stuen.

Mens jordemoderen syede mig, arbejdede lægerne på min datter, og hun blev hurtigt fragtet over på børneafdelingen. Jeg bad min kæreste om at gå med hende, så hun ikke var alene. Da jeg var blevet syet, lå jeg alene på stuen. Det var meget underligt at have været igennem en hård fødsel, og så ligge alene på fødestuen uden baby. Jeg havde ikke en gang nået at se, hvordan hun så ud, inden hun blev taget fra mig.

Da jeg havde været i bad, kom min kæreste og hentede mig, så jeg kunne komme hen til vores datter. Hun lå på en stue med andre babyer i en lille varmekasse. Hun havde c’pap, små elektroder sat fast på brystet og en stor forbinding om den ene hånd, der skulle beskytte det drop, hun havde i, så hun kunne få væske og antibiotika.

Det var meget underligt at stå foran en masse små vugger med babyer uden at vide, hvilken baby der var min. Min kæreste førte mig hen til en varmekasse, hvor der lå den fineste lille mørkhårede pige og sagde, at hun var vores.

Agnes blev født tirsdag morgen. Onsdag fik vi at vide, at hun måtte komme med os over på mor/barn-afsnittet, hvor vi var indlagt. Selvom fødslen havde været hård, og min krop stadig var fuldstændig smadret, havde jeg det fint. Jeg var hos vores datter, så meget det var muligt, og jeg glædede mig til, at vi måtte få hende med over på mor/barn. Jeg kunne slet ikke holde ud, at hun skulle sove alene om natten.

Hele onsdagen sad jeg med hende i armene på børneafdelingen og ventede på, at vi måtte tage hende med over på mor/barn-afsnittet. Den dag i dag forstår jeg stadig ikke, hvad der gik galt. Vi fik hele tiden at vide, at de ventede på, at der kom en vugge, hun kunne ligge i. Om aftenen fik vi så at vide, at der ikke var plads til hende på mor/barn-afsnittet. Det forstod jeg ikke. Min kæreste og jeg havde jo allerede et værelse. Hvordan kunne der ikke være plads til hende der? Åbenbart skyldes det besparelser. Der måtte kun være fem børn på mor/barn-afsnittet, der skulle have antibiotika.

Vi fik derfor valget mellem at lade hende blive på børneafdelingen endnu en nat eller få et værelse på patienthotellet. Hvis jeg havde vidst, hvilke konsekvenser det ville få for mig at tage hende med over på patienthotellet, havde jeg ladet hende tilbringe endnu en nat på børneafdelingen. Men det eneste jeg kunne tænke på, var at få hende væk fra børneafdelingen, så hun ikke skulle sove der alene. Jeg valgte derfor at komme over på patienthotellet.

Kl. 22 om aftenen blev vi fulgt over på patienthotellet af en sygeplejerske. Hun efterlod os i receptionen, hvor vi skulle vente på at få anvist vores værelse. Men der var ingen sygeplejerske i receptionen. Vi prøvede flere gange at ringe til det nummer, der var angivet på et skilt, men der var ingen, der tog den. Mens vi sad der alene og ventede, kunne jeg mærke, hvordan jeg blev mere og mere utryg. Jeg følte mig ikke tryg ved at være der, men ville bare gerne tilbage på vores værelse på mor/barn-afsnittet, hvor der var sygeplejersker lige uden for døren og en rød snor, jeg kunne rykke i.

Til sidst gik min kæreste ud for at lede efter en sygeplejerske. Da han fandt hende, viste det sig, at der var problemer med hendes telefon, hvorfor hun ikke vidste, at vi havde ringet efter hende. Vi fik herefter anvist vores værelse, hvorefter vi var overladt til os selv.

Da vi stadig var tilknyttet mor/barn-afsnittet, var det en af deres sengepladser, vi havde på Patienthotellet. Vi havde derfor ingen kontakt med sygeplejerskerne på Patienthotellet. Jeg følte mig meget alene og utryg. Indtil nu havde vi været omgivet af sygeplejersker. Min datter havde været tilkoblet forskellige maskiner, der holdt øje med, at hun trak vejret, som hun skulle, og nu sad vi pludselig alene med hende. Jeg sov ikke hele natten. Når jeg ikke ammede, lå jeg og kiggede ind i den plastikvugge, hun lå i og holdt øje med, at hun trak vejret.

Om torsdag brød jeg fuldstændig sammen, og jeg græd nærmest uafbrudt hele dagen. Jeg var i søvnunderskud efter flere nætter uden søvn, min krop var smadret efter fødslen, og jeg kunne slet ikke holde ud at være på patienthotellet. Jeg gik rundt med en frygtelig angst i maven, og jeg følte mig så utryg. Samtidig kunne jeg stadig ikke forstå, hvorfor vi ikke måtte være på mor/barn-afsnittet, hvor jeg havde følt mig i så gode hænder.

Og oven i alt dette havde jeg svært ved at få min datter til at tage ordentligt fat, når jeg ammede. Hun havde ingen våde bleer, og jeg var bekymret, fordi hun tydeligvis ikke fik noget at spise. Efter et hurtigt besøg på mor/barn-afsnittet, hvor jeg grædende talte med en sygeplejerske, som hjalp mig med at lægge min datter til, blev vi sendt over på patienthotellet igen.

Om fredagen fik vi at vide, at vores datter var færdig med sin antibiotikabehandling, og vi fik derfor lov til at tage hjem. Jordemoderen var ikke helt glad for at give slip på mig, da jeg tydeligvis havde det dårligt, men jeg følte mig stresset af at være på patienthotellet. Vi valgte derfor at tage hjem.

Da vi kom hjem blev jeg ved med at have det dårligt. Jeg græd meget og følte mig overmandet af negative tanker. Følelsen af angst blev ved med at sidde i kroppen på mig. Negative tanker om min datter begyndte at rumstere i mit hoved, og jeg blev i tvivl om, hvorvidt det havde været den rigtige beslutning at få hende. Tankerne gjorde mig bange og gav mig sindssygt dårlig samvittighed, for hun var og er virkelig et ønskebarn. Men jeg var så udkørt, følte mig bange og stresset og kunne slet ikke finde ro i mit hoved.

Heldigvis havde jeg en god sundhedsplejerske, en kærlig kæreste, en lyttede mor og nogle søde veninder, der hjalp mig til at finde ro, og gradvist fik jeg det bedre.

Den dag i dag har jeg stadig svært ved at forstå, hvorfor vi ikke måtte være på mor/barn-afsnittet med vores datter. Mens vi var indlagt på patienthotellet, kom en sygeplejerske forbi tre gange om dagen for at give hende antibiotika. Hun kom cyklende fra efterfødselsgangen, så vidt jeg husker. Hvorfor kunne hun ikke lige så godt komme hen på mor/barn-afsnittet, som vi formelt set stadig var indlagt på?

Jeg kan stadig føle mig bitter og ked af det, når jeg tænker på den første tid efter fødslen. Bitter, fordi jeg føler, jeg blev frarøvet noget på grund af omstændigheder, der var uden for min kontrol. Men mest af alt er jeg ked af, at den første særlige tid med min datter blev overskygget af angst, gråd og negative tanker. For hun var elsket fra det sekund, hun kom ud – og længe før det. Men jeg var så presset og udkørt, at jeg slet ikke var mig selv. Og det har taget mig lang tid at affinde mig med de negative tanker, jeg havde. Jeg har haft så dårlig samvittighed over, at jeg kunne tænke, at det havde været bedst, hvis vi ikke havde fået hende. Men jeg ved godt i dag, at det ikke var rationelle tanker.

Generelt er den første tid som nybagt mor jo vild. Fødslen i sig selv er en intens og udmattende oplevelse. Hormonerne raser i kroppen på én – og så er man jo bare sindssygt sårbar som nybagt mor. I virkeligheden skal der nok ikke særligt meget til for at vælte læsset. Jeg har siden tænkt på, at man burde tale meget mere om tiden efter fødslen til fødselsforberedelsen. Jeg var i hvert fald slet ikke forberedt på det, der skete. Jeg tror, det kunne hjælpe mange, hvis man talte om, at den første tid efter fødslen kan være svær. Hvis jeg havde vist, at de udfordringer, jeg blev mødt med efter fødslen, kunne sende mig helt ud af kurs, havde det måske været lettere at forholde sig til de negative tanker, jeg havde efter fødslen.

Jeg synes, det er vigtigt at tale om, at tiden som nybagt mor kan være svær. Særligt hvis der opstår komplikationer af den ene eller den anden art. Hvis man er forberedt på det, føler man sig måske ikke så forkert. Særligt hvis man ved, at følelserne ikke skyldes manglende kærlighed til sit barn, men er reaktioner i forbindelse med fødslen. Og hvis man ved det, er det måske også lettere at erkende, at man har det svært og bede om hjælp.

Kontakt os

Send os en besked med dit spørgsmål; så kontakter vi dig hurtigst muligt.