Individuel genoptræning er for dig, der gerne vil arbejde med at samle dine adskilte mavemuskler, men ikke ønsker at gå på hold.
Rectus diastase – individuel genoptræning er en konsultation på 90 minutter, som indledes med en samtale om dig, så vi kan blive klogere på, hvorfor du har valgt at booke tid. Vi spørger ind til dine gener/udfordringer og din dagligdag. Formålet er at skabe et billede af dig og din situation, så vi kan hjælpe dig bedst muligt.
Du får viden om, hvad rectus diastase (adskilte mavemuskler) er. Vi måler din rectus diastase, og du lærer, hvordan du – med din kropsholdning og bevægelser i hverdagen – kan bruge dig selv nærende og understøttende i forhold til at samle dine adskilte mavemuskler. Holdningskorrektion og hverdagsbevægelser får du på video, så du altid kan arbejde videre med det derhjemme. Du får også viden om, hvilke bevægelser og øvelser, du skal undgå.
Vi arbejder desuden med, hvordan du stabiliserer din kropskerne gennem vejrtrækning kombineret med forspænding af din bækkenbund og dine inderste mavemuskler. Du lærer relevante stræk, der understøtter, at mavemusklerne kan samle sig – disse øvelser får du også på video.
Tid: 90 min.
Pris: 995 kr.
Da genoptræning af en rectus diastase kan tage lang tid, anbefaler vi, at du vælger en opfølgning konsultation, så du kan følge din fremgang og holde motivationen.
Er du medlem af Sygeforsikringen “danmark” og har en henvisning fra egen læge, kan du få tilskud til at genoptræne din rectus diastase.
Du er velkommen til at ringe til klinikken på telefon 60 24 84 60, hvis du har spørgsmål til din rectus diastase eller behandlingen generelt. Du kan også sende en mail til kontakt@bjorengklinik.dk.
Generelt om RD
Hvad er rectus diastase – også kendt som adskilte mavemuskler?
Lad os se på anatomien for at forstå det – og for at forstå, hvad vi kan gøre for at afhjælpe tilstanden:
For det allerførste: Hvad er muskler til for?
Muskler bevæger blandt andet skelettet, og i mavens tilfælde beskytter de også maveorganerne, da vi jo ikke har knogler hele vejen ned til bækkenet (dette ville være en fordel for organernes sikkerhed – men en stor ulempe for vores bevægelighed). Mavemusklernes fire lag udspringer alle på knogler og stærk sene. Oppefra er det på ribbenene, nedefra på hoftekammene. De kommer også omme fra ryggen, hvor de udspringer på en stor seneplade. Forestil dig en stor tønde, som er omsluttet af muskler – sådan kan vi se vores maveanatomi.
I midtlinjen på forsiden af kroppen – fra spidsen af brystbenet og ned til kønsbenet – løber et ligament (et slags ledbånd), som danner anker for alle mavemusklerne i midten – ligesom ribben, hoftekamme og senepladen på ryggen. Dette ligament hedder Linea alba.
Linea alba har den egenskab, at den kan give sig på tværs. Når du bliver gravid, er denne egenskab aldeles nødvendig – der skal være plads til din baby. Derfor giver linea alba sig i bredden. Mavemusklerne, som hæfter der, glider med ud til siden – og vupti! Så er der plads til baby!
Efter fødslen går der 6 – 10 uger, hvor linea alba trækker sig sammen – og trækker mavemusklerne med sig ind til midten. For manges vedkommende. Og så er der dem, som oplever, at maven ikke trækker sig sammen. De ser stadig gravide ud.
Hvad gør man så?
Linea alba skal aflastes. Når det sker, opnår man en naturlig sammentrækning, og når linea alba trækker sig sammen, trækkes mavemusklerne med.
Midtlinjen skal gøres til en velovervejet ”belastningsdoseret” zone. Det betyder, at den belastning, vi lægger på linea alba, ikke er større, end den kan holde til. Udover dette skal hele kroppen afbalanceres.
På vores hold RD-hold træner vi relevant og effektivt. Det vil sige, at vi arbejder med øvelser, som understøtter, at linea alba trækker sig sammen. Vi arbejder med stræk for hele kroppen – da en smidig og stabil krop er nødvendig for, at mavemusklerne trækker sig sammen. Du kan se en oversigt over vores RD-hold her.