Det er naturligt at tænke, at maven skal styrkes, når det er maven der buler ud. For at forstå hvorfor vi ikke – i første omgang – bruger direkte maveøvelser i vores genoptræning af adskilte mavemuskler skal vi omkring anatomien og fysiologien i vores kerne:

Vores kropskerne udgøres af bækkenbunden, mave, ryg og mellemgulv. Disse flader danner en trykkonsistent container – ligesom en ballon.

Vi udnytter bugtrykket – altså trykket i maven – når vi for eksempel skal løfte noget tungt: Vi spænder i mave, ryg og (forhåbentlig) bækkenbunden og holder vejret ved at presse luften nedad imod mellemgulvet og lukke af for udåndingen.

Når vi gør det, bliver kroppen stabil – og arme og ben kan arbejde bedre med at løfte det tunge der skal flyttes. I vores genoptræning af adskilte mavemuskler arbejder vi bl.a. ud fra dette princip: At kroppen skal være stabil når vi skal bruge den – og at den stabilitet udspringer fra bækkenbunden. Det lærer du meget mere om på holdet og til den individuelle vejledning.

Bækkenbunden er bunden af ballonen

Bækkenbunden, som danner bunden i ballonen, påvirker den inderste mavemuskel, forsiden af ballonen, direkte: Når bækkenbunden spændes, så aktiverer den den inderste mavemuskel (som hedder musculus transversus abdominis på latin) der igen virker som et indre korset på rygsøjlen. Det er også den muskel vi bruger, når vi gør maven mindre ved at trække den ind.

Der er altså et smart samarbejde imellem bækkenbunden og vores mavekorset. Og det bliver smartere endnu: Når transversus abdominis aktiveres fra bækkenbunden trækker den i linea alba – midtlinjebindevævet som det hele handler om – på en måde som får bindevævsfibrene til at omarrangere sig så de bliver stærkere.

Det betyder, at arkitekturen i linea alba gradvist ændrer sig. Den svage bolledejsstruktur, som gør maven udbulende, som gør, at man ser gravid ud selvom man ikke er det, ændrer sig til en stærk, smidig og spændstig trampolinstruktur.

Når du læser ovenstående kan det være, at der indfinder sig et konstant knib i bækkenbunden?  At du suger maven ind imod rygsøjlen? At du trækker vejret overfladisk?

STOP STOP STOP!

Træk vejret helt ned i maven – helt ned til bækkenbunden og slap af. Det er ikke meningen, at vi skal gå med en konstant spænding, hverken i maven eller i bækkenbunden. Vi skal bruge vores kerne dynamisk: Vi skal tænde for de stabiliserende muskler når vi skal bruge dem og de skal slappe af når de ikke skal noget. 

Vi bliver nød til, at være mavemodige: Træk vejret ned til maven, til bækkenbunden og til lænden, lad mave, bækkenbund og ryg udvide sig på indåndingen og naturligt trække sig ind igen når du ånder ud. Dine indre organer har brug for den bevægelse, under hver eneste vejrtrækning, livet ud.

Din vejrtrækning er en stærk medspiller: Mellemgulvet trykker ned og trækker lungerne med sig under indåndingen og løfter sig op igen under udåndingen hvor luften strømmer ud af lungerne. Når trykket stiger ovenfra vil maveorganerne og musklerne nedenfor mellemgulvet vige pladsen. Det betyder, at organerne synker ned og trykker på bækkenbunden som giver sig på indåndingen og løfter sig op fordi organerne rejser sig igen på udåndingen når mellemguld´vet søger opad.

Musklerne i maven og ryggen giver sig også på indåndingen ligesom alle led i ryg, bækken og brystkasse også følger vejrtrækningens rytmiske udvidelse og sammentrækning. Se ikke åndedrættet som en isoleret handling med det formål at få ilt i kroppen og kuldioxid ud. Det er en (meget væsentlig) del af opgaven – se åndedrættet som kroppens dans der ilter og renser kroppen, som bevæger og masserer led, muskler og organer og som, når åndedrættet er dybt, også afspænder dit nervesystem.