Reportage fra Seattle
I sommeren 2021 indgik Birgitte i et behandlingsforløb med Anne Mette, som er bosat i Seattle, USA. Det særlige ved behandlingsforløbet var, at det foregik over Skype, og Birgitte havde derfor ikke på noget tidspunkt hænderne på Anne Mette.
I dette blogindlæg vil vi præsentere dig for Anne Mette og give dig et indblik i, hvordan et transatlantisk behandlingsforløb via Skype kan føre til yderst positive resultater.
Anne Mette – en dansker i Seattle
Anne Mette er født og opvokset i Danmark, hvor hun boede, indtil hun i en alder af 21 flyttede til London, hvor hun blev gift og fik et barn. Efter skilsmissen fra sin mand, tog hun kontakt til sin ungdomskæreste Michael, som i mellemtiden var flyttet til USA. De indledte et forhold igen i 2019, blev gift og flyttede sammen i Seattle, hvor de stadig bor.
Siden fødslen af sin datter, har Anne Mette døjet med gener fra den epiduralblokade, hun fik lagt under fødslen. Hun fortæller:
”Det var en meget kompliceret graviditet med placenta previa (foranliggende moderkage) og pre-eclampsia (svangerskabsforgiftning). Jeg var indlagt seks ud af ni måneder, og fødslen var et kæmpe rod. Det endte med, at jeg fik en rygskade af epiduralnålen og var paralyseret fra taljen ned i en uge, før de fik mig opereret.”
Foruden komplikationerne i forbindelse med fødslen, er Anne Mette blevet opereret i sit underliv utallige gange – blandt andet i forbindelse med flere spontane aborter og kræft i livmoderhalsen.
Operationerne i underlivet har resulteret i arvævsstramninger i tarmene, hvilket belaster Anne Mette i hendes hverdag. Hun døjer med kramper, og det er netop disse kramper, Birgitte skal hjælpe Anne Mette med. Anne Mette siger:
”Mine tarme er bundet af arvæv, og jeg har ofte forfærdelige kramper og skal passe meget på ikke at få forstoppelse. Oven på det har jeg en intolerance over for hvidt brød og pasta, som giver mig luft i maven, og det giver også kramper. Jeg er dog ikke helt så påpasselig med det, fordi livet er for kort til altid at sige nej!”
Fra Seattle til Aarhus med Skype
Anne Mettes svigerinde Heidi er klient i klinikken, og efter et besøg i Seattle, kontaktede hun Birgitte for at spørge, om hun kunne ”fjernbehandle” Anne Mette. Efter kort betænkningstid, hvor Birgitte blandt andet brugte tid på at overveje, hvordan hun kunne udføre behandlingen sikkert samt hvilken effekt, hun kunne forvente, når hun alene kunne vejlede i stræk og selvbehandling uden at have hænder på, sagde hun ja.
Birgitte fortæller:
”Det var spændende, fordi jeg ikke kunne få hænder på, og jeg alene skulle bruge min anatomiske analyse til at regne mig frem til hvilke stræk, hun skulle lave – OG sikkerheden: At kunne formidle klart hvornår hun skulle stoppe eller være blidere. På samme måde skulle jeg ramme rigtigt ud fra hendes symptombeskrivelse i forhold til, hvornår hun skulle progrediere i sine stræk for at belaste og derved blødgøre arvævet yderligere.”
En varm sommerdag i juni mødes Birgitte og Anne Mette første gang på Skype. Den første onlinekonsultation bruger Birgitte på at danne sig et indtryk af Anne Mettes sygdomshistorie, så hun på baggrund af den og hendes symptomer kan tilrettelægge et behandlingsforløb.
Da jeg spørger Anne Mette hvad hendes motivation er for at indgå i et online behandlingsforløb, er hun ikke i tvivl:
”Motivationen er meget simpel. Jeg vil gerne være smertefri! Birgitte lød meget positiv, da vi snakkede sammen, og det var et lys for enden af en lang tunnel. Hjælp med den slags har jeg aldrig vidst eksisterede, så derfor havde jeg ikke opsøgt den. Og I øvrigt er den slags super dyrt her, hvor man ikke har sygehjælp som i Danmark.”
Online stræk og arvævsbehandling
Anne Mette er især påvirket af kramper i tarmene efter måltider, hvilket er fokus for behandlingen. Ud fra de operationer, Anne Mette har haft, og hendes symptomer, regner Birgitte ud, at hun har arvævsstramninger i tarmene – især ved overgangen fra tynd- til tyktarm i højre side af maven. Dette arvæv skal strækkes og bevæges.
Birgitte iværksætter derfor en behandling, som er en kombination af arvævsstræk og forskellige mobiliserende øvelser. Anne Mette bliver instrueret i, hvordan hun selv kan strække sit arvæv med fingrene, og hvordan hun skal trække vejret dybt ned i maven for at bevæge alle organerne indefra.
Desuden skal hun lave forskellige mobiliserende øvelser. En mobiliserende øvelse er en øvelse, der bevæger i højere grad end den styrker. Formålet er at få skabt et glid i kroppen, da der er en stagnation i Anne Mettes krop, som er stiv og ufleksibel.
Birgitte fortæller:
”Jeg instruerede Anne Mette i nogle forskellige mobiliserende øvelser: Øvelser, hvor hun bevæger mave og ryg dynamisk – for eksempel ved at stå på hænder og knæ samtidig med at hun krummer og svajer ryggen. Herudover skal hun strække sin højre flanke. Det gør vi ved, at hun placerer puder under venstre side, så hun ligger som en banan. Og så har jeg lavet stræk, der mobiliserer hendes muskelhinder. Disse stræk danner tilsammen et kontinuerligt netværk i hele kroppen: Det er væv, der hænger sammen i forskellige strøg, og i disse strøg er muskler, sener og organer indlejret. Når Anne Mette strækker dette netværk af muskelhinder, vil hun blødgøre sit arvæv, fordi det netop også findes i disse muskelhinder.”
Øvelser som medicin mod kramper
Behandlingsforløbet står på i fire måneder, hvor Birgitte og Anne Mette mødes online i hinandens stuer, mens Birgitte instruerer Anne Mette i, hvordan hun skal lave sine øvelser. De første seks uger mødes de cirka hver anden uge, og derefter en gang om måneden, hvorefter behandlingsforløbet er slut.
Anne Mette laver sine øvelser hver dag, og særligt når der er optræk til kramper – så fungerer de som medicin.
Og Anne Mette kan tydeligt mærke forskel på før og efter sit forløb med Birgitte. Hun siger:
”Der er sket en ændring i den måde, mine kramper opfører sig på. Jeg kan mærke stor forskel på, når jeg laver de øvelser, Birgitte har givet mig, inden kramperne bliver for slemme. Så går de væk, inden jeg er nødt til at tage smertestillende piller. Jeg er meget begejstret for den måde, øvelserne også har styrket mit underliv. Der har været et par af dem, som jeg måtte holde med, fordi min ryg ikke kunne klare det, men resten laver jeg dagligt som aftalt.”