“Efter at have været ufrivillig barnløs i flere år samt været gennem flere fertilitetsbehandlinger (IUI og IVF), besluttede jeg mig for at prøve alternativ behandling.
Jeg havde hørt flere succeshistorier om akupunktur og fik anbefalet Birgitte Bjøreng af et familiemedlem.
Jeg startede hos Birgitte, mens min mand og jeg holdt en tiltrængt pause i vores fertilitetsbehandling. Vores fokus var derfor til at starte med at få afspændt min krop og få den til at slappe helt af oven på flere omgange hård fertilitetsbehandling. Det var fantastisk og lige det break, jeg havde brug for! Mig-tid og selvforkælelse.
Efter noget tid besluttede min mand og jeg at gå i fertilitetsbehandling igen, samtidig med at jeg fortsatte hos Birgitte. Denne gang ville vi gøre brug af vores eneste fryseæg, som var blevet frosset ned efter tidligere reagensglasbehandling. Det var derfor med en vis spænding og frygt, at vi fik lagt ægget op, for hvis det ikke blev til en baby, så skulle vi gennem hele møllen med indsprøjtninger og så videre en gang til. Jeg havde dog en rigtig god fornemmelse i maven. Jeg havde forinden gjort noget rigtig godt for mig selv ved at få akupunktur hos Birgitte og følte, at min krop var klar og afspændt til at genoptage kampen.
Efter fryseægget var lagt op, handlede det om fortsat at få afspændt min krop og få den til at slappe helt af, således at ægget havde en chance for at sætte sig fast. Det vidste Birgitte præcis, hvordan hun skulle hjælpe kroppen til, og så var det bare at vente.
Efter lidt tid kunne jeg glædeligt fortælle Birgitte, at jeg var blevet gravid, og første step var dermed lykkedes! Jeg havde i min vildeste fantasi ikke turde tro på det, men jeg må bare sige, at det virkede!
Jeg har tidligere haft en spontan abort i 6. uge, så nu handlede det om at få ægget til at blive siddende og udvikle sig. De første 12 uger af min graviditet fik jeg derfor fortsat ugentlig akupunktur hos Birgitte, og jeg kan varmt anbefale det!
For mig var det en helt klar årsag til, at jeg lige om lidt kan kalde mig mor for første gang. En titel som jeg desværre ellers var ved at opgive og miste troen på.
Derfor vil jeg give Birgitte og hendes akupunktur min varmeste anbefaling og takke hende mange gange for hjælpen til vores lille mirakelbaby.”
– Trine Nigaard Christensen