Fødselsbristninger

Af jordemoder Anne Gaia Kjær

Mange kvinder brister, når de føder. Men hvad er en fødselsbristning? Og kan man selv gøre noget for at undgå at briste under fødslen? Det kan du læse mere om her.

Hvad er en fødselsbristning?

Du kan briste på forskellige måder under fødslen, men generelt opstår bristninger i mellemkødet – altså i området mellem skeden og ned mod endetarmsåbningen.

Vi deler bristningerne op i 4 grader:

Grad 1:

En grad 1 bristning er en overfladisk rift i huden eller i skeden. Det kan være i slimhinden i skeden, i huden ved skedeindgangen eller ved kønslæberne. Der kan både komme helt små rifter i kønslæberne samt lidt dybere rifter. Kønslæberne kan også blive revet over. I dette tilfælde vil det være nødvendigt at samle dem igen, så du kosmetisk ligner dig selv efter fødslen.

Grad 2:

En grad 2 bristning er en bristning, hvor de overfladiske muskler omkring skeden bliver revet over. Ofte ses denne bristning fra bunden af skeden og ned mod endetarmsåbningen.

Grad 3:

En grad 3 bristning er en bristning, hvor ringmusklen er delvis eller total overrevet.

Grad 4:

En grad 4 bristning er en bristning, hvor ringmusklen er total overrevet, og hvor endetarmens slimhinde er gået i stykker. (Disse bristninger er meget sjældne).

Alle bristninger syes med en tråd, der opløser sig selv, så du skal ikke have fjernet stingene efterfølgende. De overfladiske bristninger, som ikke involverer muskler, syes med en mindre nål og en tråd, der opløses efter 1 måned (ofte hurtigere end det). Bristningerne, hvor der er muskler involveret, syes med en større nål og en kraftigere tråd, der opløser sig selv efter 2 måneder.

Bristninger i tal:

80 % af førstegangsfødende og 50 % af dem, der føder deres andet barn, får en fødselsbristning, der er suturkrævende.

For førstegangsfødende fordeler bristningerne sig således: 30 % får en bristning i kønslæberne, 25 % får en overfladisk rift i mellemkødet (grad 1), 30 % får en bristning i mellemkødet (grad 2), 10% får et fødselsklip (grad 2) og 6 % får en bristning i ringmusklen.

Som tallene fortæller os, får langt de fleste førstegangsfødende en fødselsbristning. Men hvad kan du så forvente, når du er bristet?

I den sidste årrække er der kommet mere og mere fokus på fødselsbristninger og behandlingen heraf. Derfor vil der ofte være flere jordemødre til at tjekke din bristning, efter du har født, og før den bliver syet. Det er rart at vide på forhånd, så du ikke bliver nervøs for, at det er en rigtig svær bristning. Du skal også forvente, at det nemt kan tage en time at få din bristning syet, men du vil være bedøvet lokalt, mens du bliver syet. HUSK at det ikke skal gøre ondt, mens du bliver syet. Du vil hele tiden kunne mærke, at jordemoderen arbejder, men det skal ikke være smertefuldt. Bed om mere smertelindring, hvis du har behov for det.

Hvis du er indlagt på barselsgangen efter fødslen, vil en jordemoder komme ud og tilbyde at tjekke bristningen cirka på andendagen. Hvis du er hjemme, bliver du ringet op og får tilbudt en tid i efterfødselsklinikken 48 – 72 timer efter fødslen, og her tilbydes du blandt andet at få tjekket din bristning. Jeg vil klart anbefale at sige ja tak til dette tilbud – og se gerne med i et spejl (for langt de fleste kvinder bliver overrasket over, hvor pænt det ser ud).

Kvinders krop er efter fødslen enormt god til at hele, og derfor vil de fleste ikke have gener ved 8-ugers kontrollen ved egen læge efter fødslen. Hvis bristningen er stor (grad 3 – 4), vil der være et tilbud om opfølgning telefonisk samt en kontrol med ultralyd efter 3 – 5 måneder.

Nu er vi blevet klogere på selve fødselsbristningerne, så lad os snakke om, hvorledes vi kan forebygge bristningerne.

Hvad kan du selv gøre for at forebygge bristninger?

Massage af mellemkødet.

Undersøgelser viser, at regelmæssig massage af mellemkødet fra ca. din 34. uge og frem kan gøre vævet mere smidig og elastisk og derved forebygge bristninger under fødslen og smerter i området efter fødslen.

Jeg vil anbefale, at du bruger en olie til massagen – gerne mandelolie, olivenolie eller rapsolie. Lad være med at bruge babyolie eller almindelige massageolie, da de kan indeholde ingredienser, der kan irritere slimhinden i skeden.

Guide til massage af dit mellemkød:

  • Du kan ligge ned, sidde på toilettet eller eksempelvis stå med et ben oppe på en stol, når du udfører massagen. Det er vigtigt, at positionen er så behagelig som muligt
  • Fordel olie på dit mellemkød og dine fingre
  • Brug en eller to fingre (det er ofte lettest med tommelfingeren) og før den ca. 5 cm ind i skeden og masser nedad mod endetarmsåbningen og ud mod siderne (U-formet bevægelse). Det må gerne føles ubehageligt i starten og ømt. Det kan føles som en varm/let brændende fornemmelse i huden
  • Med de andre fingre kan du massere mellemkødet udvendigt
  • Massér i ca. 5 minutter med rolige bevægelser og gerne dagligt fra din 34. uge
  • Du kan eventuelt få din partner til at hjælpe, hvis du ikke kan komme ordentligt til eller ikke slappe af imens

Langsom fødsel af barnets hoved:

Det er enormt vigtigt, at barnets hoved bliver født langsomt. Derved får vævet så lang tid som muligt til at strække sig og dette mindsker risikoen for bristninger.

Det er både dig og jordemoderen, der kan hjælpe med dette.

Det, jordemoderen vil gøre, og som er godt for dig at vide, er, at hun vil lægge en varm våd klud på dit mellemkød for at øge blodgennemstrømningen, og samtidigt vil det virke lindrende for dig i den sidste del af pressefasen. Hun vil også (hvis fødestillingen tillader det) lægge sin ene hånd på dit mellemkød for at støtte dette og den anden hånd på toppen af barnets hoved for at kunne sænke farten på hovedet, hvis det går for stærkt til sidst. Samtidigt vil hun guide dig verbalt.

Det, du kan gøre, er, at du ikke presser de sidste 3 – 4 veer. Det lyder måske nemt nok. Men det er ret udfordrende. Du har måske på dette tidspunkt presset i 50 min. med alt kraft, og det eneste din krop vil er at presse. Den måde, du kan undgå at presse på, er ved at gispe. Altså puste hurtigt ind og ud, derved kan du ikke aktivt presse med. Din livmoder vil stadigt lave presseveer og presse barnet ud, men det går langsommere, end når du aktivt selv hjælper med. Derfor vil jeg anbefale dig at øve dig i at gispe før fødslen. Og at huske på hvorfor det er vigtigt at gøre, når jordemoderen guider dig i det.

Den sidste ting, du kan gøre under fødslen for at forbygge fødselsbristninger, er at mærke efter og vælge den fødestilling, du finder mest ro og kontrol i. Jo mere ro du oplever omkring din fødsel, desto nemmere vil du kunne styre din vejrtrækning og have en god forbindelse og kommunikation til jordemoderen og derved mindske risikoen for en fødselsbristning.

Hvordan kan du selv optimere helingen af din fødselsbristning?

Under graviditeten kan du også optimere dine chancer for, at en eventuel fødselsbristning heler optimalt op.

Undersøgelser viser, at normalvægtige kvinder heler bedre. Grunden til dette er, at heling sker via blodgennemstrømning – og der er ingen blodgennemstrømning igennem fedt.

Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger om en sund og varieret kost og 30 min. motion dagligt, så du kan bibeholde en normalvægt igennem graviditeten.

Vi ved også, at rygere heler dårligere, så hvis du er ryger, så opsøg hjælp hos din jordemoder eller din læge. Der kan du få gratis hjælp til at stoppe med at ryge.

Husk også at passe på din krop og din bristning efter fødslen.

Det lyder banalt, men mange kvinder kommer til at glemme sig selv, når de har født. Typisk fylder det nyfødte barns behov hele kvindens verden samtidig med, at der ofte skal bruges meget energi på opstart af amning. Derfor kan mange kvinder komme til at glemme at passe på deres fødselsbristning. Men prøv at huske det! Det er vigtigt at forebygge, at stingene går op igen, inden bristningen er helet.

Sådan passer du på din bristning:

  • Forestil dig, at du har en stram nederdel på de første 2 uger efter fødslen. Undgå at tage store skridt og at sidde i skrædderstilling til at starte med
  • Hold en god hygiejne og skift bind ofte
  • Undgå at belaste bækkenbunden for meget. Hvis du bliver øm og oplever smerter ved løft eller længere gåture, så vent til kroppen har restitueret mere.

Har du fået en fødselsbristning, som giver dig gener, kan du bestille en tid hos mig i BjørengKlinik. Jeg kan vurdere, om din bristning er syet korrekt og give dig råd til, hvordan du kommer videre herfra.

Send os en besked, så kontakter vi dig hurtigst muligt

Kontakt os

Ved indsendelse af formularen accepterer jeg at BjørengKlinik kontakter mig pr. mail eller telefon