Reportage: Tures ar

Mød Ture

Ture er 47 år og IT-udvikler ved Aarhus Kommune. Han bor sammen med sin kæreste og har en datter på halvandet år. Under sit højre ribben har Ture et ar. Det har altid været der. En anonym følgesvend, som Ture selv beskriver det.

I januar 1974, da Ture var en måned gammel, blev han opereret for mavemundsforsnævring. Operationen forløb planmæssigt, og siden har arret været en permanent del af hans krop.

Tures kæreste Heidi har været elev på KejsersnitProgrammet i klinikken. En dag, da Birgitte underviste om arvæv, fortalte Heidi om Ture og hans ar. Birgitte blev nysgerrig. Mon det var muligt at behandle et ar, der er 46 år gammelt?

Birgitte kontaktede Ture og spurgte ham, om han kunne være interesseret i at lade terapeuterne i klinikken arbejde med hans ar. Det var han. Men han var også skeptisk over for behandlingen. ”Så I vil stå og nulrer på det en gang om ugen?”, tænkte han, da Birgitte præsenterede ham for idéen.

I denne reportage kan du følge med i behandlingen af Tures ar. Det bliver spændende! Og vi er mindst lige så spændte! Vil Ture kunne mærke en ændring, når terapeuterne er færdige? Kan man overhovedet arbejde succesfuldt med et ar, der er 46 år gammelt? Og vil det lykkes terapeuterne at få bugt med Tures skepsis? Læs med her.

Arret undersøges

Første gang Ture kommer til konsultation, er klinikkens tre terapeuter alle til stede. To fysioterapeuter og en sygeplejerske. Alle meget interesserede i at se det omtalte ar.

Efter en grundig undersøgelse af kroppen og arret kan terapeuterne konstatere, at Ture har en stram arvævsplade. Ture beskriver det selv som en hård klump under arret. Dette stramme arvæv trækker huden indad.

Desuden har Ture nedsat bevægelse i rygsøjlen, når han laver sidebøjning til venstre. Faktisk er der en forskel på to centimeter, når vi måler afstanden fra fingerspids til gulv, når han skiftevis bøjer til venstre og højre side.

Ture døjer også med spændinger i nakken og skuldrene, som han selv mener er opstået som følge af hans stillesiddende arbejde ved computeren som IT-udvikler.

På baggrund af undersøgelsen udarbejder terapeuterne en behandlingsplan. Ture skal gå til behandling i klinikken en gang om ugen – skiftevis hos Sole, Bitten og Birgitte – som hver især vil benytte sig af forskellige teknikker til at behandle arvævet.

“Held og lykke med det!”

Efter undersøgelsen taler jeg med Ture. Jeg er spændt på at vide, hvad han selv tænker om det hele. Ture er et menneske, der tror på faktuel viden. ”Jeg er tæskenysgerrig!”, siger han, da jeg spørger ham, hvad han forventer af forløbet.

Ture forklarer, at arret altid har været der. Han er vant til at leve med stivheden og den hårde klump, han kan mærke under den hvide aftegning på maven. Arret er en del af hans krop og har altid været det. Af den grund er det også vanskeligt for ham at vurdere, om nogle af de symptomer, han oplever, har relation til arret.

Derfor tvivler han også på, at terapeuterne kan gøre en forskel. Da Birgitte præsenterede ham for idéen om at behandle hans ar, var han skeptisk, og hans første tanke var: ”Held og lykke med det!”

Men i løbet af undersøgelsen – efterhånden som terapeuterne får sat flere og flere termer på de fund, de gør sig, da de undersøger hans krop – bliver hans skepsis erstattet af nysgerrighed. Måske kan de rent faktisk gøre en forskel?

Da jeg spørger Ture, hvad han håber på at få ud af behandlingsforløbet, siger han, at han vil se det som et fremskridt, hvis terapeuterne kan få klumpfølelsen og stivheden til at gå væk. Og hvis behandlingen samtidig kan hjælpe på stivheden i nakken, som han har døjet med i mange år, vil det være rigtig interessant.

Tures nysgerrighed er vakt – og det samme er vores.

Fascier

Ugen efter undersøgelsen kommer Ture ind til den første behandling i klinikken.

Sole er fysioterapeut, og hun vil arbejde med at løsne hans fascier og mobilisere hans ryg.

Organer, hud, knogler og muskler er omgivet og forbundet af væv. Dette væv kaldes fascier. Når kroppen danner arvæv – eksempelvis efter en operation som Tures – vil fascierne klistre sammen og blive mindre eftergivelige. Dette mærker Ture tydeligt. Det er den stivhed omkring arret, han selv har omtalt.

Terapeuterne har alle forskellige tilgange til arvævsbehandling, men formålet er det samme: At gøre arvævet mere elastisk, mindske stivheden og styrke mobiliteten i hans krop.

Som fysioterapeut er Sole særligt specialiseret i at behandle smerter og spændinger i nakke og kæbe. Hun fokuserer derfor også på Tures spændinger i nakken, som han selv mener er opstået som følge af hans stillesiddende arbejde ved computeren som IT-udvikler.

Desuden arbejder hun med at mobilisere Tures ryg. Det gør hun gennem manuel behandling, hvor hun fokuserer på de områder på Tures ryg, hvor de indledende undersøgelser viste, at blodgennemstrømningen er nedsat og vævet stift.

Til den indledende undersøgelse lavede terapeuterne en øvelse, hvor de med fingrene rullede Tures hud sammen. Der, hvor huden ikke “ruller”, men føles hård, er vævet stift og blodgennemstrømningen nedsat. Som beskrevet kan det være et tegn på sammenvoksning af fascierne, hvilket man typisk ser, når kroppen danner arvæv.

Da behandlingen er færdig, bliver Ture sendt hjem med hjemmeøvelser for nakken og besked på at komme tilbage om en uge, hvor Bitten vil tage ham under kyndig behandling.

Laserterapi

Nu er det sygeplejerske Bittens tur til at tage Ture under kyndig behandling. Bitten vil arbejde med laserbehandling. Formålet er at blødgøre og løsne den stive arvævsplade, der kan mærkes lige under og omkring arret.

Som tidligere beskrevet er kroppens organer, muskler og væv omsluttet af et sammenhængende glidevæv kaldet fascier. Fascierne bevirker, at alle kroppens indre dele kan glide frit mellem hinanden og er forbundet. Når kroppen danner arvæv, sker der ofte det, at arvævet laver en sammenvoksning af fascierne – og eventuelt også mellem flere vævsdele. Sammenvoksninger forhindrer de berørte dele i at glide frit mellem hinanden, og dermed nedsættes fleksibiliteten og funktionen af området. Derfor føler Ture sig stiv der, hvor hans ar sidder.

Tidlig mobilisering reducerer arvævsdannelse og mindsker risikoen for, at strukturerne klæber sammen. Arvæv bliver stivere med tiden, men det bliver aldrig for gammelt til at blive arbejdet med.

I Tures tilfælde er arret gammel. Han var kun en måned, da han blev opereret. Hans ar er derfor 46 år gammelt og har altid været en del af hans krop.

Bitten indleder med laserbehandling på arret.

Laserterapi er en effektiv og meget skånsom behandlingsform, og der er ingen smerte forbundet med behandlingen. Laserterapi er karakteriseret ved, at der bruges meget lave energimængder, der kun udvikler lave temperaturer i det behandlede væv. Laseren kan ikke beskadige vævet ligesom kirurgiske laserer. Og der er ingen bivirkninger forbundet med behandlingen.

Laserterapi virker ved at øge mikrocirkulationen (blodcirkulationen) og give øget energi i cellerne, så de udfører deres arbejde bedre og mere effektivt.

I forhold til Tures ar er forventningen, at laserbehandlingen vil kunne blødgøre og løsne arvævet – den hårde klump, som Ture kan mærke under sit ar.

Desuden arbejder Bitten med stræk af arvævet. Helt konkret betyder det, at Bitten trækker fysisk i arvævet for at gøre det mere smidigt og elastisk. Samtidig masserer hun arvævsområdet for at øge blodcirkulationen. Formålet med dette er at øge elasticiteten og opnå en ny opheling i arvævsområdet.

Behandlingen har en effekt. Ca. 45 minutter inde i behandlingen oplever både Bitten og Ture, at den øverste del af arvævspladen er blevet blødere. Bitten har dog en forventning om, at arvævet vil sætte sig lidt igen, og at Ture vil opleve, at behandlingen føles som to skridt frem og et tilbage.

Akupunktur

Siden sidste behandling har Ture oplevet, at hans nakkespændinger er taget til. Det, Ture oplever, er en initial forværring af sine symptomer, hvilket er kroppens reaktion på, at behandlingen virker.

Birgitte indleder sin behandling med at mobilisere Tures ryg. Det gør hun ved at mærke sig frem til de ryghvirvler, der ikke bevæger sig lige så meget, som de andre.

Herefter trykker hun på dem med rytmiske bevægelser for at afspænde vævet omkring dem og give dem mulighed for at bevæge sig. Formålet med behandlingen er at opnå større bevægelighed i torsoen, hvilket vil gavne arret og mindske den fornemmelse af stivhed, som Ture oplever.

Som Bitten også gjorde, forsøger Birgitte at blødgøre arvævet gennem faste stræk og træk i arret. Arvæv består af filtrede fibre (forestil dig en sammenfiltret garnnøgle). Disse fibre vil terapeuterne gerne ændre, så de bliver mere strømlinede og velordnede.

Birgitte benytter sig også af terapilaser for at understøtte cellernes reparationsarbejde. Overordnet set benytter man sig af laserterapi til at accelerere kroppens naturlige reparationsmekanismer og helingsprocesser. Når der dannes arvæv efter en operation som Tures, opstår der et underskud af energi i vævet. Dette underskud kan genoprettes ved at tilføre energi til cellerne via laserlys.

Akupunktur er også en del af Birgittes behandling. Birgitte sætter nåle i lokalt omkring arret for at øge blodcirkulationen. Med hendes egne ord er formålet at: ”Speede remodelleringen af det hårde arvæv op.”

Desuden får Ture lektier for. Han skal arbejde med hjemmebehandling ved at lave øvelser, der mobiliserer kroppen gennem stræk. Han skal også arbejde med arvævsbehandling ved selv at trække i arret ved sengetid, hvor det er varmt og blødt. Formålet er at accelerere effekten af den behandling, han modtager i klinikken.

Effekten af slow fix

Det er tirsdag, og jeg finder Ture i venteværelset, hvor han sidder og venter på, at Birgitte henter ham.

Han kigger op fra sin telefon, da jeg sætter mig i sofaen over for ham. Jeg er spændt på at høre, om han kan mærke forskel, efter terapeuterne i klinikken er begyndt at arbejde med hans ar. Om stivheden omkring arret og klumpfølelsen er aftaget. Og om spændingerne i nakken er blevet mindre. Og så er jeg især spændt på at høre, om det er lykkes terapeuterne at få bugt med hans skepsis.

“Jeg er positivt overrasket”, siger han, da jeg spørger ind til hans oplevelse af behandlingen: “Jeg kan mærke, at de kan få fat”. Han fortæller, at det især var tydeligt første gang, sygeplejerske Bitten havde fingrene i hans ar, og hvor hun arbejdede med stræk af arret og laserterapi. Der kunne han tydeligt mærke forskel – den hårde klump under arret var blevet blødere. Det var en aha-oplevelse. Generelt kan han mærke forskel fra behandling til behandling, hvilket han har været positivt overrasket over.

Ture fremhæver også de hjemmeøvelser, han har fået – både konkrete øvelser og stræk af arret. At have fornemmelsen af, at det rent faktisk er noget, man kan arbejde med – som han også selv kan arbejde med. Det har været en øjenåbner.

Birgitte kommer ud i venteværelset. Ture skal have sin sidste behandling hos hende i dag. Vi er snart ved vejs ende. Hun sætter sig ned, og vi taler lidt om Tures behandlingsforløb. Vi taler om slow fix. Birgitte forklarer, at der er tale om langstrakte processer, når kroppen skal ændre sig. Vi er ikke vant til slow fix. De fleste efterspørger hurtig forandring, men det tager tid, når kroppen skal ændre sig. Men så er det også en varig forandring.

Birgitte rejser sig op, og Ture følger efter. Birgitte vil fortsætte behandlingen med manuel behandling, stræk af arret og laserterapi. De forsvinder ind i det grønne behandlerrum og lukker døren efter sig.

“Point til jer. For det virkede, og det havde jeg ikke troet”

Efter at have modtaget behandling i klinikken gennem et par måneder er Tures arvævsbehandling slut.

En kold dag i december kommer Ture ind i klinikken til en evaluering af hans behandlingsforløb. Terapeuterne taler med ham om forløbet og undersøger hans ar, som de gjorde den dag, han mødte op i klinikken første gang til behandling. Og de kommer med deres anbefalinger i forhold til videre behandling.

Da undersøgelsen er overstået, taler jeg med Ture. Han sidder i den grå sofa i venteværelset. Han smiler, da jeg spørger, hvad han tænker om forløbet, nu, hvor det er slut. “Av! Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville gøre så ondt!”, siger han straks. Terapeuterne har taget hårdt fat undervejs ved at strække og hive i arret for at blødgøre arvævet, og det har ikke været smertefrit.

Da jeg talte med Ture før den første behandling, lagde han ikke skjul på sin skepsis. Han tvivlede på, at terapeuterne ville kunne gøre en mærkbar forskel med et ar, der er 46 år gammelt. Jeg er derfor spændt på at høre, om det er lykkedes terapeuterne at få bugt med hans skepsis.

“Jeg er meget positivt overrasket”, indleder han. “Jeg havde ikke troet, at man kunne gøre en forskel.” Ture fortæller, at han blev ved med at være skeptisk gennem hele forløbet, men nu må han erkende, at terapeuterne virkelig har gjort en forskel. Visuelt er arret mindre fremtrædende og kortere. Og det føles også blødere. Det føles stadig som om, at arret hænger fast, men det er en anden oplevelse. Samtidig døjer han ikke længere med nakkespændinger i samme grad, som han gjorde tidligere. Også hans mor og søster har været bemærket forandringen: “Hold da op! Hvad har de lavet?” udbrød hans søster, da hun så arret.

Ture slutter af: “Point til jer. For det virkede, og det havde jeg ikke troet.”

Tures ar, som det så ud, efter en af de første behandlinger i klinikken
Tures ar, som det ser ud, efter  behandlingsforløbet er afsluttet

 

Kontakt os

Send os en besked med dit spørgsmål; så kontakter vi dig hurtigst muligt.