“Shit, en omgang!”

Den 3. marts om formiddagen blev vi forældre til Asta, efter hvad der føltes som de længste timer. Godt 35 timer tidligere havde min kæreste mærket det første tegn på, at der nok var noget i gang.

Jeg havde glædet mig i lang tid, men pludselig kom det hele meget tæt på, og først da gik det for alvor op for mig, at mit liv snart ville forandre sig, og at jeg ville stå med et ansvar, som jeg ikke før havde prøvet, selvom jeg til dagligt arbejder som folkeskolelærer.

De første tegn startede sent mandag aften. Det var tilpas forstyrrende for min kæreste, så hun fik ikke sovet den nat udover nogle få sporadiske minutter. Tirsdag morgen var der ikke sket meget, og jeg kunne derfor starte arbejdsdagen. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var virkelig surrealistisk at sidde foran computerskærmen og undervise 9. klasse i tysk i onlineskolen, når vi inden længe skulle være forældre. Og når jeg kigger tilbage på det i dag, er jeg da også i tvivl om, hvorvidt eleverne egentlig fik noget ud af det.

Timerne gik, og ud på eftermiddagen var jeg i Fakta for at handle lidt slik og chokolade. Jeg købte også forskellige ting hos bageren i håb om, at min kæreste ville spise noget af det. Sult var dog desværre ikke det, der prægede hende mest. Vi ringede til fødegangen, mens veerne stadig ikke var regelmæssige, så vi fik at vide, at vi fortsat skulle vente hjemme. Først på aftenen tog veerne til i styrke, og vi havde brug for en status. Derfor ringede vi igen til fødegangen, og vi fik at vide, at vi skulle komme ind.

Til undersøgelsen blev min kæreste målt til fem centimeter, og derfor kunne vi få lov at blive på fødegangen – heldigvis. Jeg kunne ikke overskue, at hun havde ondt, ligesom jeg heller ikke kunne overskue uvisheden i, hvornår der ville ske noget, og hvad der ville ske. Derfor var det en kæmpe tryghed for mig at være landet på fødegangen hos kompetente jordemødre med mere.

Et eller andet sted havde jeg læst eller fået at vide, at man ville åbne sig en centimeter i timen. Jeg kan huske, at jeg tænkte for mig selv, at jeg skulle være far inden midnat. Den tanke delte jeg dog ikke med nogen.

Vi fik en flot stue på størrelse med min første lejlighed, da jeg studerede. Der var både badekar, seng, stol og så videre. Tiden gik, og der skete ikke frygteligt meget. Lidt før midnat var der vagtskifte, og en ny jordemoder hilste på os. Hun skulle være på arbejde indtil kl. 7.00 onsdag morgen, og jeg kan huske, at vi i forløbet spurgte hende, om vi blev forældre på hendes vagt. Det regnede hun med, men hun kunne ikke love noget.

Min kæreste fik i løbet af natten tiltagende veer både i antal og styrke, men vores lille Asta havde besluttet sig for, at hun gerne ville blive lidt i mors mave endnu.

Klokken blev 7.00 og den tredje jordemoder hilste på os. Fra det punkt er resten af tiden frem til fødslen ret sløret for mig. Der blev taget et utal af prøver. Der blev holdt øje med både min kæreste og lille Asta inde i maven. Jeg kan huske, at jeg i forløbet var overordentlig tryg ved hele situationen.

Omkring kl. 9.00 overgik fødslen til pressefasen. Jeg var ufattelig træt, men det kunne jeg jo ikke stå og sige til nogen, for hvem var mon mest træt? Jeg stod ved min kærestes side under hele pressefasen, og da jeg 50 minutter senere så min datter for første gang, gav det hele mening, og mine følelser fik frit løb. Shit en omgang! Jeg kan huske, at nogle af mine kammerater havde fortalt mig, at man ikke altid følte sig knyttet til barnet med det samme. Men det gjorde jeg. Jeg tog massevis af billeder, og det gør jeg stadig i dag knap syv måneder efter. Jeg er fuld af respekt for jordemødre, læger, social- og sundhedsassistenter og selvfølgelig min kæreste. Uden dem – ingen Asta til mig.

– Sune

Kontakt os

Send os en besked med dit spørgsmål; så kontakter vi dig hurtigst muligt.