“Fuck, fuck, fuck! Nu får jeg en presseve!” Jeg sidder forrest på passagersædet i min svigermors bil og presser fødderne ned i gulvet, som kunne jeg træde på bremsen. Vi er lige drejet fra Ringgaden og ind på Paludan Müllers Vej.

Den dag i dag spænder jeg stadig op i baller og lår, når vi kører forbi det sted.

På bagsædet sidder min mand og knuger vores medbragte tasker, og bag rattet sidder svigermor. Klokken er 4 om natten, og der er næsten ingen biler på vejen. Svigermor, som er en habil bilist, træder speederen i bund, og bilen nærmest flyver gennem gaderne.

Rødt lys. 

“Nej, nej, nej!” Nu bremser vi. Igen træder jeg mine fødder hårdt ned i gulvet i et forsøg på at modvirke bremsekraftens effekt og bevægelse i min krop. 

Grønt lys. 

Vi accelerer. Jeg holder fast i døren og sædet med alle mine kræfter for at undgå at mærke bilens acceleration i min krop. 

Vi er der næsten. Jeg kan se hospitalets helikopterlandingsplads, Skadestuen, vinduet til min arbejdsplads og kollegaer. Og så sker det igen.

“Fuck, fuck, fuck – nu kommer der en mere!” Jeg er dybt fokuseret. Fokuseret på ikke at give efter for pressetrangen. Jeg nærmest står op i bilen, så hårdt presser jeg lår og baller sammen.

Veen faider ud. Jeg klarede det så langt. Bilen lander uden for hovedindgangen til Fødeafdelingen. Vi er fremme. “Skal jeg ikke gå med jer op?” Jeg ser slet ikke på min svigermor, da hun spørger. Eller på min mand. Blikket er fast rettet mod indgangsdøren, da jeg helt roligt svarer: “Nej, kør du bare hjem. Tak for turen.”

Med målrettede skridt bevæger jeg mig mod den låste dør og ringer på dørklokken. Der bliver svaret i den anden ende. 

“Ja, så er vi her”, er det eneste, jeg får sagt. 

Det er som om, min bevidsthed endnu ikke er klar over, hvor langt jeg er i min fødsel. Lige i det øjeblik synes det mig i hvert fald mest fornuftigt at lyde fattet og som i kontrol over situationen. Måske ligger det i mit akutsygeplejerske-DNA. Jo mere action og adrenalin, der er i situationen, desto mere ro og fattethed udstråler jeg. Ingen grund til panik – eller til at oplyse jordemoderen om, at jeg har presseveer. 

Men hvor skulle den også vide det fra? Min bevidsthed altså. Det her er min anden fødsel og sammenlignet med min første, som bestod af uproduktive veer, ve-drop og en 2,5 timers pressefase, så er der vel god tid endnu?

Men min krop ved det godt. 

Så snart døren går op, giver den f-finger til de massive og invaliderende bækkensmerter, den har haft med sig de sidste mange måneder og løber med store skridt op ad trapperne, indtil vi halvvejs oppe rammer det første repos. Så fryser den til. Kroppen. Hver eneste muskel spænder op helt ud til det yderste af storetæerne. Storetæerne, som nu er det eneste, der har kontakt med trappen. 

Med ét producerer min krop med så massiv en kraft et urbrøl og en preserve, at to jordemødre, fra hver sin etage, bag hver sin lukkede dør, kommer springende mod mig fra hver sin ende af trappen. 

Den ene tager min arm om hendes skuldre og støtter min vægt. Den anden hiver trusserne ned om benene på mig under min gulvlange sommerkjole. 

“Hovedet er ude, kan du gå det sidste stykke op ad trappen?”

Min mand står fire trin længere nede af trappen med taskerne på skuldrene. Han får kortvarigt øjenkontakt med en anden kommende far, som har forvildet sig forbi det store glasparti ind til trappeopgangen, hvor vi står. Lettere forskrækket over hvad han ser, forsvinder han hurtigt igen. 

Presseveen er ovre. Alt, hvad jeg kan registrere, er adrenalin i kroppen, styrke og en følelse af at være klar til kamp. Min bevidstheds naturlige reaktion herpå er fattethed, målrettethed og ro. “Selvfølgelig kan jeg gå op”. 

Jeg tager det første skridt op ad det næste trappetrin. Min analyse har slået lidt fejl. Det er alligevel ikke så selvfølgeligt at gå det sidste stykke op ad trappen med krampende, fastlåste fødder, der insisterer på kun at gå på storetæerne, samt min søns hoved ude mellem mine ben.

Jeg får sparket mine sommersandaler af og med en jordemoder under armen og en jordemoders hånd mellem mine ben – på min søns hoved – får jeg nu med meget langsomme skridt bevæget mig på storetæerne de sidste trin op til det sidste repos med døren ind til fødegangen. 

Armen og støtten om mig forsvinder. Den ene jordemoder har sluppet mig for at åbne døren imod os. Instinktiv strækker jeg mine arme og griber fat med begge hænder om toppen af døren. 

Igen tager kroppen over. Armene trækker mig opad med al min kraft, mens den massive pressetrang og brølet skyller ind over mig. 

SLASK!! 

Som i en savanne-fødsel væltede det ud og ned ad trappen med blod, fostervand og … lort. 

Jordemoderen, som har haft sin hånd mellem mine ben fra det øjeblik, vi mødte hinanden – 5 trin længere nede ad trappen – står nu med vores grædende søn i sine hænder.

Hun lægger ham i min favn og ryster instinktivt, i en hurtigt bevægelse, sine bare hænder, som er totalt indsmurt i mine kropsvæsker, så disse nu også er at finde i striber op ad væggen.  

“Fuck, hvor er det surrealistisk det her! Hej med dig, så kom du bare lige der. Hvor er det surrealistisk!!” Det var vist de første ord, min søn fik fra mig i vores møde på trappen. 

Jeg når at tænke, om vi egentlig ikke ligeså godt kunne gå ned ad trappen og hjem igen. Jeg føler mig lettet over, at jeg ikke skal ligge og kæmpe i timevis på en fødestue. Jeg er lettet, overrasket og glad. 

Vi bliver trillet ind på en fødestue på en båre og får plads i en seng, mens vores søn ligger på mit bryst. Og mens jeg ligger der og føder hans moderkage og får syet rifterne sammen, ser jeg ham rigtigt for første gang. Han er den smukkeste nyfødte baby, jeg nogensinde har set. Det er ikke til at se på hverken hans kulør eller hovedform, at han lige er blevet presset ud gennem mit bækken – på trappen.

Min egen mor, som er mor til 3, har altid sagt, at fødsler er ligesom at smutte mandler. En udtalelse, som jeg har haft meget svært ved at spejle mig i efter min første fødsel med en 2,5 timers pressefase og et dertilhørende underliv, der måneder efter stadig smertede efter at have fået vendt vrangen ud. Men efter min anden fødsel kan jeg noget bedre relatere til mandelsmutnings-metaforen.