Endelig, da jeg var 40+4, gik vandet spontant. Jeg blev så lykkelig og var super kampklar til at føde. Jeg glædede mig inderligt til fødslen og frygtede på ingen måde smerterne. En smule utraditionelt måske, men min graviditet havde været helt forfærdelig med både hypermesis gravidarum og bækkenløsning, og jeg havde været fuldstændig udspilet overalt af væske. Jeg kunne simpelthen ikke være gravid et sekund mere, og nu skulle jeg endelig endelig endelig se, holde og kysse min lille baby.
Gennem forløbet havde vi været tilknyttet en kendt jordemoderordning, hvor tre jordemødre havde fulgt os gennem hele graviditeten. Planen var, at jeg skulle føde med en af dem, men da jeg ringer og informerer om vandafgang, får jeg desværre at vide, at hende jordemoderen, der skulle have mødt ind til min fødsel, var blevet langtidssygemeldt. Derfor ville vi få en anden og ukendt jordemoder på Skejby Sygehus. Jeg blev en smule ærgerlig, men intet kunne på daværende tidspunktet tage glæden fra mig. Fire timer efter vandafgang troppede jeg op på Skejby som instrueret, da veerne ikke rigtig var i gang. Jeg blev undersøgt og blev anbefalet at tage 2 ve-stimulerende piller.
Vi nåede lige akkurat hjem, inden veerne kom væltende som et lyn fra en klar himmel. Allerede fra den allerførste ve kom de med få minutters mellemrum og overrumplede mig fuldstændig. Jeg blev en smule forskrækket over, at de var så voldsomme fra starten. Allerede efter bare en time havde jeg svært ved at være i smerterne. Veerne kom hele tiden, og jeg følte ikke, at jeg havde nogen kontrol overhovedet. Vi var begge en smule bange for, at det lige pludselig skulle gå meget hurtigt, da veerne var så voldsomme og hyppige fra starten. Men omvendt havde jeg også i baghovedet, at førstegangsfødende jo tager laaang tid om at føde, og at jeg bare skulle udholde de voldsomme smerter, selvom jeg var bange og overvældet. Jeg ville ikke være den der besværlige gravide, der ikke kunne holde smerterne ud, og som kom alt for tidligt på hospitalet.
Da veerne tog yderligere til i styrke og stadig kom med 1 – 2 min mellemrum, efter jeg havde holdt ud og kæmpet i 5 – 6 timer, ringede min kæreste til Skejby og sagde, at nu kom vi altså. Desværre fik vi en melding om, at der ikke var plads til os på Skejby, og at vi skulle køre til Randers i stedet. Endnu en uforventet drejning af forløbet, men der var jo ikke noget at gøre – baby skulle jo ud. Efter at have brugt ca. 30 min på at komme ned ad trappen og ud i bilen, var vi på vej. Min mor på bagsædet, der forsøgte at massere og berolige mig i de korte pauser, der var mellem veerne, og min kæreste bag rattet, stresset og en anelse forvirret og mig, som rystede – dels af smerter og dels af overvældethed over hele situationen. Kl. 1 om natten ankom vi til Randers.
Resten af natten husker jeg blot som et smertehelvede uden stop. Veerne fortsatte deres hyppighed og overmandede mig gang på gang, og jeg havde enormt svært ved at få styr på vejrtrækningen, da pauserne kun var på knap et minut. Jordemoderen tjekkede mig en gang i timen, kom ind imellem med et par varmepuder, som hun mente skulle lindre smerterne, og ellers hverken så eller hørte vi noget til hende. Jeg fik ingen forklaring på, hvorfor mine veer kom så hyppigt, hvorfor jeg kun var 2 cm åben, hvorfor jeg ikke åbnede mig planmæssigt, hvor længe jeg bare skulle ligge der på ryggen på en briks, eller hvad planen var for resten af forløbet.
Klokken blev 7, og jeg havde nu ligget der, i samme stilling, i 6 timer, uden smertelindring, uden synderlig progression i forløbet (jeg var ca. 3 cm. åben). Jeg var udmattet, ked af det, bange og fortvivlet. Jeg følte en kæmpe håbløshed. Jeg bad om at få en epiduralblokade, da jeg følte, jeg intet havde tilbage i mig at kæmpe med. Samtidig følte jeg det som en kæmpe falliterklæring at bede om sådan en, da jeg havde haft en forestilling om, at jeg både skulle og kunne klare mig uden.
Anæstesilægen kom og lagde blokaden, og nu lysnede det hele for en stund. Jeg fik et afbræk fra de voldsomme veer. Jeg kunne sagtens mærke dem stadig, men det var ingenting sammenlignet med natten. Jeg fik sågar hvilet mig lidt, og der var samtidig vagtskifte, så jeg fik en ny jordemoder. Jeg husker, at noget af det første, hun sagde, var: ”Sikke en nat du har været igennem, hvordan har du det?”. Den overraskende anerkendelse fik mig til at bryde helt sammen og gav mig lyst til at kaste mig i hendes arme som et lille barn, der endelig får trøst. Hun så mig, anerkendte mig og interesserede sig for, hvordan jeg oplevede det hele. Vi talte sammen i lang tid (og jeg elskede min epidural), og jeg fortalte om hele forløbet indtil videre. Hun lyttede og fortalte mig, at det, jeg havde oplevet, er det, man betegner som en ve-storm, og at det kan være en bivirkning ved de ve-stimulerende piller, jeg var blevet bedt om at tage. Hun var som sendt fra himlen, og nu var min håbløshed pludselig forvandlet til gå-på-mod og håb. Jeg kom ud af sengen og gik lidt rundt, sad lidt på en bold og selvom jeg godt kunne mærke, at smerterne endnu engang begyndte at bryde ret kraftigt igennem, formåede jeg at trække vejret og arbejde med dem. Efter et par timer, hvor jeg havde haft ret ondt igen, kaldte jordemoderen på anæstesilægen, da hun mistænkte, at epiduralen var faldet ud. Ganske rigtigt var epiduralen ude, og de måtte lægge en ny. Desværre lagde de den forkert, og en tredje læge måtte ind over for at få lagt den rigtigt. Den tredje blokade lå så godt, at jeg et øjeblik følte, jeg kom i himlen, og de næste timer husker jeg som i en lille rus.
Flere gange var der mange mennesker på stuen, og de tjekkede jævnligt min baby, da hendes hjerterytme ind imellem tog et dyk. De tog blodprøver fra hendes hoved og var gode til at informere mig om, at hun havde det godt derinde. Jeg mærkede intet, og de fik bare lov til at ”rage” løs i mit underliv, for jeg var seriøst godt smertedækket. Vi havde nu været i gang i næsten 25 timer, og jeg var stadig kun 7 cm åben. Jeg var træt og udmattet, men dog alligevel rimelig fortrøstningsfuld takket være jordemoderen og den lille rus fra blokaden.
Efter endnu et vagtskifte fik vi en ny jordemoder. Jeg følte mig hverken set eller hørt af den nye jordemoder, og min tillid forsvinder, da jeg ikke oplever, at hun reagerer på min babys signaler og hendes hjerterytme, der tager et dyk på skærmen. Problemet er bare, at jeg jo med mine egne øjne kan se, at alt ikke ser fint ud, og jeg spørger derfor igen, om de ikke skal tage blodprøve fra baby for at være sikker. Det afviser hun blankt og 10 min. efter kommer en anden jordemoder ind på stuen og siger til min jordemoder, at hun skal kalde en læge. Jeg kan se, at de to står og diskuterer, hvorefter den anden jordemoder til sidst siger lidt mere bestemt, at nu skal hun kalde en læge. Først der bliver der kaldt en læge, og de får lavet en blodprøve på baby.
Baby er heldigvis stadig ok, men en fødselslæge kommer ind og taler med os om, at et kejsersnit måske kan komme på tale. Endelig får jeg en forklaring på, hvad der sker. Han forklarer, at de har svært ved at vurdere, hvordan baby vender, og at de mistænker, at hun vender lidt skævt, og at det er derfor, tingene går lidt i stampe. Han fortæller ydermere, at nu har vi været i gang i så lang tid (27 timer), at både baby og jeg er ved at være rigtig trætte. Han spørger, hvordan jeg har det med kejsersnit og af en eller anden grund, får jeg sagt, at jeg allerhelst vil føde naturligt. Jeg har tænkt over siden, hvorfor det stadigvæk – efter et smertehelvede uden lige – er vigtigt for mig at føde naturligt. Jeg har altid været den type, at hvis man giver mig en udfordring, vil jeg gøre alt for at bevise, at jeg kan klare det. Og det er nok det billede af mig selv, der i den grad har spillet ind her, selvom jeg var fuldstændig færdig. Jeg havde egentlig for længst mistet troen på mig selv, og i mange mange timer havde jeg både følt og tænkt, at det her kan jeg ikke holde til, det her KAN jeg ikke. Men fordi disse ord kommer ud af min mund, giver overlægen grønt lys til, at det må fortsætte, indtil han vurderer, at det bliver ”for farligt”.
Følelsen af endelig at være blevet talt med og informeret på en ligeværdig måde, gav mig tiltro til, at nogen havde bare en lille smule overblik over og styr på min situation. Mirakuløst får jeg en smule fornyet energi trods de voldsomme smerter. Det bliver aftalt, at ve-droppet nu skal skrues op på max, for nu skal der skub i tingene. Jeg troede, jeg havde været igennem helvede, men det skulle vise sig at blive værre endnu.
De meget kraftige veer kommer nu igen væltende oveni hinanden. Min krop er nu fuldstændig overtaget af smerter, og jeg kan ikke snakke, kan ikke bevæge mig. Jeg kaster op hele tiden af udmattelse, jeg er en slap kludedukke, og alt, hvad jeg husker, er som en ond drøm. Alt er sløret. Jeg husker en masse mennesker, der står ind over mig, rykker i mine arme, forsøger at vende mig, holder mine ben, støtter mit hoved ved opkastningerne. Jeg husker smerterne, som ingen ende ville tage, og som fuldstændig har overtaget mig, og jeg husker en følelse af, at min krop snart vil give op. Jeg er fanget, kan ikke sige stop og jeg tænker, at nu dør jeg. Jeg aner ikke, hvor lang tid dette fortsætter, men jeg når lige at høre en sige, at jeg nu er 10 cm åben, da fødselslægen kommer ind på stuen og siger stop. Han siger noget med, at det er for farligt at fortsætte, da han er bange for, at min livmoder vil begynde at bløde, og babys hjerterytme dykker nu igen for 5. gang. Jeg husker det, som om alt gik i stå, og at han var min frelsende engel, der reddede mig fra at dø. Alt, hvad jeg kan hviske, er: ”Få hende ud”.
Nu går det stærkt. Inden for få minutter er jeg flyttet på en båre og bedøvet, så jeg intet kan mærke, og 25 minutter senere hører jeg min datters gråd for første gang. Det var det største, jeg nogensinde har oplevet, og jeg får hende at se i et splitsekund, før de tager hende med ud af operationsstuen. Jeg når lige at smile til min kæreste og knibe et par lykkestårer, inden angsten vælter ind over mig. Jeg får pludselig en følelse af, at jeg ikke kan få luft. Jeg skal ligge fladt på ryggen, da jeg stadig er ved at blive syet sammen, men jeg er ved at gå i panik. Jeg begynder at kaste op igen, og det gør det endnu sværere for mig at trække vejret. Jeg ryster og ryster over hele kroppen, og samtidig er jeg så udmattet, at mine øjne hele tiden lukker sig i. Hver gang de lukker, føler jeg, at jeg stopper med at trække vejret, og jeg er overbevist om, at nu hvor min datter er sikkert ude af min krop, så giver den op. Jeg tænker panisk igen og igen, at nu dør jeg fra min datter og min kæreste.
Da jeg er blevet syet, bliver jeg kørt på opvågningsstuen. Her sidder mine søstre, mine forældre og min kæreste med vores lille fine datter. Men jeg kan stadig ikke få luft og kan hverken se på eller snakke med nogen af dem. Jeg kæmper stadig med min dødsangst, og ingen kan høre, hvad jeg hvisker. Til sidst forstår sygeplejersken, at jeg skal have ro, og hun får alle ud af stuen. Jeg tror, hun giver mig noget beroligende, for jeg falder i hvert fald endelig i søvn.
Jeg bliver vækket af den samme sygeplejerske, der hvisker, at der er en lille pige, der søger efter sin mors bryst. Jeg føler jeg har sovet i flere timer, men min kæreste har senere fortalt, at det max var 20 min., de var ude af stuen. Angsten sidder stadig i kroppen, men jeg er lidt mere rolig nu.
Jeg får jeg min datter i favnen for første gang og få minutter efter, falder der helt ro over mig. Hun sutter lidt på mit bryst og kort tid efter, falder vi begge i søvn. Jeg vågner et par gange, helt døsig, og kigger på hende. Hun er det smukkeste, jeg nogensinde har set, og mine øjne glider roligt i igen. En sygeplejerske kommer efter nogle timer og siger, at nu skal vi få noget søvn. Hun placerer min datter i en krybbe ved min side, men jeg kan ikke lade hende ligge der mere end et par minutter, hvorefter jeg atter tager hende over på mit bryst. Sådan ligger vi hele natten. Jeg vågner utallige gange og kigger på hende, og næste morgen er det som om, jeg er fuldstændig fyldt op af endorfiner. Allerede da føltes fødslen, og det helvede, vi havde været igennem, langt nok væk til at vi følte os fuldstændig forelskede i vores datter. Desværre opdagede ingen, at en voldsom fødselsdepression lurede lige under overfladen, og at alting ville blive endnu mere kompliceret lige om lidt.
