Jeg kan huske, hvordan jeg stod og kiggede på den gule farve som spritten, der blev smurt på min mave før kejsersnittet, havde efterladt på huden. Jeg stirrede på de helt enorme bryster, som struttede helt upåvirket af situationen (eller netop påvirket af situationen), imens alt andet hang.

Maven hang, de kæmpestore hospitalsunderbukser hang, mine skuldre hang. Jeg stod og betragtede et mærkeligt paradoks imellem kraft og udmattelse i én og samme krop. I mig.

Jeg kunne ikke rette mig op, for det gjorde så ondt i arret. Jeg græd, når jeg tissede. Første gang jeg skulle af med afføring, kan jeg huske, hvordan det føltes som barberblade, der skulle ud, så der græd jeg også. Jeg var ikke blevet fortalt, at bedøvelsen også går ind og bedøver peristaltikken, som så langsomt, over mange dage, vågner op. I mellemtiden har tarmindhold fået lov at stase sig op, og det mærkes, når det så endelig skal ud.

Jeg havde en forestilling om, at min stærke kvindekrop var bygget til at føde. Som kvinder i millioner af år har gjort. Så jeg gik ikke til fødselsforberedelse, men ventede blot utålmodigt, da jeg gik over tid. Ventede og ventede i en mærkelig bobbel af uigenkaldelighed og stilstand – tiden frøs.

Da jeg var gået 14 dage over tid, fik jeg stikpiller, som gav et let drys veer. Det var det. 15 dage over fik jeg så hindepunktur af en jordemoder, der nærmest dansede ind på stuen. En kvinde, der havde født med tusinder af kvinder, føltes det som om. Hendes stemme var dyb og syngende, og jeg var helt tryg. Ingen reaktion. Ingen veer.

Så det var med stor forventning, at jeg sad på sengekanten og kiggede på de dråber med vestimulerende medicin, der rytmisk blev for tunge til at modstå tyngdekraften i posen med syntocindroppet, og som konsekvens heraf taktfast gled ned igennem den gennemsigtige gummislange, ind i venflonnet, igennem nålen og ind i mit kredsløb.

Min dansende og jordforbindende jordemoder spurgte, da hun var i gang med at rigge udstyret til, min daværende mand om, hvor høj min smertetærskel var. Til det svarede han, at den var høj. Jeg husker følelsen af styrke og stolthed og endnu mere utålmodighed.

BRING IT ON!

Og så sad jeg dér og kiggede på dråber og ventede.

Og så ramte den første ve. En ve med en kurve som går fra vandret i nul, lodret op til max, vandret på max og derefter lodret ned til nul igen. Som et højhus der rejser sig fra grunden.

Jeg vidste ikke, at en fysiologisk ve vil rejse sig i en skrå kurve op, toppe og så lægge sig igen. Som en bølge. Jeg tænker på, hvordan det er med et forvarsel indefra. At veen bygger sig op, at det er kroppen selv der gør det. Mit forvarsel var lyden af den lille motor, der åbner op for dråberne i droppet.

Der var intet drys, ingen optakt, bare en hammer. Eller rettere, en kampesten, det føltes som om en kampesten blev banket ned i mit bækken.

Og sådan gik timerne. Jeg husker, hvordan kroppen blev overtaget af det vestimulerende drop, hvordan jeg kiggede ængsteligt på minutviseren på uret i pauserne og fulgte med i, hvordan den åd sig ind på næste sending dråber. Jeg husker, hvordan jeg kiggede på dråberne, når tiden var gået og minutviseren havde nået sit mål. Min pause var forbi, og kroppen skulle skabe en ve. Jeg husker sekunderne fra dråberne blev sendt afsted imod mit kredsløb, og før de satte ind i deres målvæv – min livmoder.

Efter timer med uproduktive veer – jeg åbnede mig ikke meget – kapitulerede jeg og bad grædende om en epidural. Der var i mellemtiden kommet en ny jordemoder. Jeg husker det, som at hun mest sad i et hjørne med korslagte arme.

Anæstesilægen kom ind, og jeg glemmer aldrig den måde, han så på mig på. Der strømmede så meget varme ud af hans væsen. Han tjekkede ind med mig, før han gjorde noget andet. Han så mig.

Jeg tror, at det var den ro, han aktiverede i mig (og angsten for, hvad en kanyle kunne gøre ved min rygsøjle, hvis jeg lavede en hurtig bevægelse), der gjorde, at jeg kunne sidde helt stille under en ve med ryggen krummet bagud for at give plads til, at kanylen med bedøvelse kunne trænge ind imellem mine ryghvirvler.

Sekunder efter var der ro. Jeg kan bedst sammenligne det med at være dykket ned på bunden i den dybe ende i svømmehallen. Være dernede lidt for længe inden opstigningen og på vej op opleve iltmanglen skrige i kroppen, mens man kigger op mod overfladen, der stadig er langt væk. Og så når man op og hiver luften ned i lungerne. Sådan var det pludseligt at blive smertefri.

Flere timer gik.

En tanke spirede. Hvordan lå min dreng og havde det? Jeg vidste, at der var de samme veer, jeg kunne bare ikke mærke dem. Jeg følte det, som om jeg snød. Han led, og jeg havde sneget mig udenom.

Nu var den tredje jordemoder kommet. Der blev hektisk. Min dreng var stresset. Der kom flere folk på stuen. De skulle mærke, hvor åben jeg var – og havde jeg den viden i de efterfølgende minutter, som jeg har i dag, er jeg sikker på, at jeg havde født ham naturligt.

De mærkede indvendigt i mig – og jeg mærkede optræk til en orgasme.

Jeg var så skamfuld over min krops upassende reaktion, at jeg, med al min viljestyrke, kvalte den.

Jeg ved nu, at der er en tæt sammenhæng mellem produktive veer, åbning af fødekanalen og hormonet oxytocin. Oxytocinproduktionen i kroppen stimuleres blandt andet af seksuel tilfredsstillelse.

5 minutter senere lå jeg på operationsbordet. Jeg husker tre ting klart.

Jeg rystede. Kulderystninger forstørret med faktor 10 og uden at fryse. Det er bedøvelsen, der skaber denne reaktion i kroppen. Jeg vidste det ikke.

At min krop blev rusket fra side til side i små bevægelser af lægen, der åbnede mig. Man skærer ikke hele vejen. Man skærer en åbning og bruger herefter fingrene til at gøre hullet større. Så vokser vævet bedre sammen. Jeg vidste det ikke.

Den klareste erindring var min søns lyd. Nede bagved det grønne klæde, der skærmede mit blik fra alt det, der foregik under min navle, hørte jeg ham. En blanding mellem et langt kvæk, et vredt skrig og gråd. Jeg husker, hvordan det lød som om, at han havde været i gang med den lyd også før, han kunne høres udefra.

Han havde sort hanekam og en hudafskrabning i panden fra at blive banket ned imod mit bækken.

Vi lå på gangen, fordi alle stuer var optaget. Det stormede udenfor, og jeg ville have ham hos mig i sengen i stedet for i plastickrybben, der blev stillet til rådighed. Han havde fået tøj på, og det havde jeg også. Så vi lå ikke hud mod hud – som ellers booster oxytocinproduktionen. Oxytocin fremmer heling i kroppen, det understøtter tidlig tilknytning imellem mor og barn, det dæmper stress og smerter, det understøtter mælkeproduktionen og styrker dit immunsystem. Jeg vidste det ikke.

Men han blev holdt, og jeg hviskede i hans øre, at jeg altid ville passe på ham.

Vi lå på Skejby i tre dage. Jeg blev flyttet seks gange på grund af pladsmangel. På grund af en seng på patienthotellet, som var så lav, at jeg ikke kunne komme op for mine smerter.

Jeg prøvede at sove i en stol i stedet, men fik mandet mig op til at bede om et andet sted at sove. Jeg følte mig som et bøvl, der ikke kunne finde ud af at føde, og som ikke kunne finde ud af at sove i en lav seng. Én som ikke vidste, at der er noget, der hedder efterveer, hvor livmoderen trækker sig sammen i veer, når man ammer, og som derfor desperat og skrækslagen ringer efter hjælp – for jeg havde jo født, jeg skulle da ikke have flere veer nu?!? Hjælpen var information om, at efterveer er helt naturlige og nødvendige. Og straks gjorde de ikke så ondt.

Gad vide hvorfor jeg ikke blev fortalt det forinden?

Ligesom hvordan man kan regne med store, overspændte og smertefulde bryster 3-5 dage efter fødslen, når mælken falder til. Og hvor lindrende det er med varmt vand på dem (jeg boede i bruseren den dag).

Jeg oplevede, hvordan min hudløse sårbarhed som førstegangsfødende med et fødselsforløb, der havde være kompliceret, slet ikke blev mødt med den dyne af tryghed og omsorg, ro, forudsigelighed og stabilitet, som jeg havde et desperat behov for. Jeg pakkede derfor mit behov ned i behovsskuffen ”besværligt, overfølsomt, ligegyldigt”.

En uge efter min fødsel skulle jeg købe ind. Jeg husker, hvilket tøj jeg havde på. En blå jakke og jeans. Jeg var så stolt. Jeg var så pokkers stolt over at have født. At betræde jorden som mor. At være en del af den særlige verden af kærlighed, træthed, bekymring, usikkerhed og evig udvikling, som så uendeligt mange andre også er.

At være i det rum med ansvar for (nu) to små (faktisk halvstore) sjæle, som for altid vil være mit hjem.