Jeg havde brugt de ni måneder, mens jeg var gravid, på at læse om og undersøge, hvordan jeg kunne få en naturlig fødsel, og hvad jeg selv kunne gøre for at få det. Så jeg havde helt klart nogle ønsker til min fødsel. Det gik dog i en helt anden retning.

Min kæreste og jeg grinede lidt, da vi så ønskelisten efter fødslen, fordi der kun var en ting på den lange liste, der endte med at gå i opfyldelse, netop at jeg selv kunne tage imod hende, da hun kom ud. Ellers var der ikke andet, der skete som ønsket. Vi blev enige om at gemme ønskelisten og hive den frem, når hun har konfirmation, som en sjov idé til talen.

Jeg ønskede ikke at blive sat i gang. Men da jeg havde været syg i fem dage og derfor ikke kunne komme til den tid, jeg havde hos jordemoderen, fik jeg en tid om lørdagen, til hvad jeg troede var en igangsættelsessamtale. Men jeg fandt ud af, da vi var der, at det var NU, jeg skulle have piller og sættes i gang. Grundet min alder på 41 ville de holde ekstra øje, og i og med de fandt ud af, at der ikke var så meget fostervand, ville de have, jeg var på sygehuset, mens jeg startede med veer for at være sikker på, hun kunne holde til dem.

Vi kørte hjem og samlede vores ting. Jeg var temmelig panikken, fordi det var ikke lige sådan, jeg havde set dagen gå. Vi blev indlogeret på patienthotellet og startede på pillerne. Det var en hyggelig overnatning, men veerne udeblev. Først kl.12:30 dagen efter, altså om søndagen, startede de. Vi tog over og blev tjekket og fik at vide, at jeg skulle tage på fødestuen. Mens jeg blev undersøgt, faldt jeg af en stol, hvilket resulterede i, at jeg startede min fødsel med store smerter i lænden.

Det, at de skulle holde så meget øje med min baby, gjorde, at jeg ikke kunne bevæge mig frit omkring, og jeg måtte heller ikke komme i vand. Så jeg valgte af få bistik og lagde mig på en yogamåtte så langt væk fra folk, som jeg kunne komme. Men desværre kunne jeg ikke komme langt nok væk. Jeg ville ind i mørket og have ro. Jeg havde gået til fødselsforberedelse og havde lært, at det at bevæge sig omkring fik kroppen til at frigive endorfiner, men grundet min lænd ønskede jeg bare at ligge ned. I den sidste del af graviditeten havde jeg føleforstyrrelse i begge hænder, der smertede, og jeg kunne ikke ligge så lang tid på siden af gangen, så det – kombineret med smerterne – gjorde, at jeg havde svært ved at finde ro.

Jeg ramte muren første gang efter syv timer og anede ikke, hvordan jeg skulle komme igennem denne fødsel, fordi det gjorde så ondt. Jeg arbejdede videre, men da jeg ramte 12 timer, måtte jeg kaste håndklædet i ringen og bede om en epidural, som jeg absolut ikke ville have, men jeg kunne ikke komme videre. Så kom der noget ro, og jeg fik hvilet med nogle rolige veer, som så til sidst trappede mere og mere op. Det var så utrolig trælst at kunne ligge og se på det store ur, der hang på væggen i stuen, og se tiden snegle sig afsted. Jeg havde feber under fødslen, og min datter fik en infektion, og hendes hjerterytme var presset undervej, og pludselig skulle hun ud, da det dykkede for meget.

Pressefasen var voldsom. Jeg pressede, og jordemoderen pressede mig til at presse mere og hårdere, og lige med et stod der 10 sygeplejersker og læger på stuen, og hun skulle tages med kop. To gange forsøgte de, men den blev ved med at hoppe af. Jeg fik et sidste forsøg, og det lykkedes mig selv at få presset hende ud, selvom hun var for langt inde til, at det skulle have været muligt for mig at gøre det. Jeg greb hende selv, og hun kom op på mit bryst i 3 sekunder, inden de flåede hende hen til børnebordet og efterfølgende løb afsted med hende. Jeg nåede lige at se hende kort, men fordi jeg havde blodsprængninger i mine øjne, var det svært at se, hvordan hun rigtig så ud. Min kæreste løb efter, og jeg var alene og skulle sys, hvilket tog 2 timer og 15 min, som føles som om, det varede for evigt. Da jeg endelig skulle stå op, virkede mine ben nærmest ikke, og jeg skulle pakke alle vores sager sammen på stuen. Jeg sad alene og spiste fødselsdagsbakken, men jeg kunne høre fra rummet ved siden af, at en kvinde skreg, og baby skreg, og en far græd. Det må have været et af de mest ensomme øjeblikke i mit liv. At sidde alene med den bakke, som jeg havde troet, vi skulle dele sammen.

Da jeg endelig kom over på intensiv til min baby og kæreste, havde hun fået donormælk, hvilket også var svært, fordi min mælk ikke var det første, hun fik. Der var ikke plads på de afdelinger, vi skulle være på, så vi blev kastet rundt de næste par dage, som endte ud med et logistisk mareridt al a tour de Skejby. Men alle sygeplejerskerne var søde, og folk gjorde virkelig deres bedste for at hjælpe os til at få den bedste start på livet.

Der skulle lige nogle uger til, at vi landede oven på oplevelsen, men nu er vi alle ovenpå og drøn forelskede i vores lille vidunder.