Jeg var 38+4, da vi var klar til at drage mod Skejby. Vi var forventningsfulde og så klar, som vi kunne være, i forhold til den forestående fødsel.

Vi skulle indfinde os på fødeafdelingen til forundersøgelse kl. 10 inden igangsættelse af fødslen. Det var en selvvalgt igangsættelse efter aftale med fødselslægen, da vi har et traumatisk tab af vores første barn i bagagen, og jeg deraf havde angst i forhold til at miste vores kommende barn. Vi havde derfor også lovning på, at vi måtte opholde os på patienthotellet indtil fødslen gik i gang.

Kl. 12 tog jeg de første Angusta-piller og blev instrueret i at tage to piller hver anden time – også hvis det var begyndt at mure i underlivet. Som sagt så gjort og efter en dag med Netflix på patienthotellet, gjorde vi os klar til at lægge os til ro for natten efter indtagelse af dagens sidste piller kl. 22 og murende fornemmelse i underlivet.

Vi nåede knap at falde i søvn, før mine veer pludselig gik i gang lidt før midnat, og i løbet af 10 minutter endte jeg i vestorm. En portør måtte hente os og køre os over på fødeafdelingen, da jeg allerede var i massiv smerte og nærmest ingen pause havde i mine veer.

Vi blev mødt af en jordemoder, som undersøgte mig og fortalte, at jeg allerede var 4 cm åben, og at det ville komme til at gå stærkt. Hun ville derfor heller ikke tilbyde mig den epiduralblokade, som jeg bad om. Jeg kunne til gengæld få lattergas, hvilket jeg tog imod og blev ganske ør af, da jeg aldrig havde prøvet det før. Derfra husker jeg desværre kun brudstykker af resten af natten.

Jeg husker eksempelvis, at jeg gentagne gange kastede op, og at min mand var voldsomt frustreret over at se mig have så stærke smerter, uden at jeg blev bedre smertedækket, og uden han blev involveret i, hvad han kunne gøre for at hjælpe under fødslen.

Mellem kl. 2 og 3 var der vagtskifte, og jeg havde kun udvidet mig 1 cm mere til 5 cm, og endelig ENDELIG bestilte den nyankomne jordemoder en epiduralblokade, og hun blev hurtigt min nye bedste ven. Epiduralblokaden havde god effekt, og jeg husker, at jeg utallige gange vågnede op til en ny ve – stadig også med lattergas – og troede, at jeg havde sovet i meget længere tid end de 5 – 10 sekunder, som jeg reelt nåede at blunde væk. Sådan forløb, ifølge min hukommelse, det meste af natten, kun afbrudt af opkast og af at min mand fik stillet en lænestol til rådighed, så han kunne sove i 20 minutter.

Hen ved godt 6-tiden om morgenen, var jeg 10 cm åben, og jordemoderen sagde, at jeg skulle i gang med at presse. Det var jeg åbenbart uenig i, da jeg ikke kunne mærke pressetrangen på grund af epiduralblokaden, og hun måtte lave aftaler med mig om, at jeg måtte ligge på siden med det ene ben oppe i stigbøjlen og beholde lattergassen mod, at jeg gik i gang med at presse. Vores søn var ved at være stresset inde i min mave, og jeg registrerede både ordet sugekop og akut kejsersnit. Så tog min krop heldigvis over og fik presset først hans hoved ud, hvilket jeg ikke kunne mærke, og derefter resten af kroppen ud.

Vores søn var til den lille side i størrelsen, men han havde heldigvis kræfter til at finde frem til mit ene bryst og få fat. Han lå således på mig, mens jeg blev syet (desværre for stramt, fandt vi sidenhen ud af) efter min grad 2 bristning.

En af de ting, jeg var bange for, var, om tilknytningen til vores søn ville være der fra starten, eller om den overhovedet ville opstå. Jeg var også bange for, om vi ville komme til at sammenligne ham med vores første søn, som vi mistede cirka halvvejs i graviditeten. Vi havde heldigvis fået så god hjælp til at bearbejde sorgen og takle ovenstående angst – både fra sorggruppeterapi på Skejby Sygehus og via privat psykolog – at begge problemstillinger blev gjort til skamme, og vi nød at være blevet forældre til vores skønne lille søn.